Alle børn har ret til...

Private pasningstilbud i Thy fejrede "børnenes grundlovsdag"

Morten Kyndby Holm og Bo Lehm
Omkring 450 børn og voksne fra private daginstitutioner og dagplejetilbud fejrede ”børnenes grundlovsdag” - og havde i øvrigt en hyggelig solskinsformiddag i friluftsteatret.
Thisted 31. maj 2018 14:35

THISTED: Alle børn har ret til et dejligt hjem. Til at lære om bogstaver, tal og dyr. Til at vokse op i fred og til et liv i kærlighed.

I grønne og solbeskinnede omgivelser blev disse - og mange andre - rettigheder proklameret, da 450 børn fra Thisted Kommunes private børnehaver og dagplejetilbud torsdag formiddag satte hinanden stævne i friluftsteatret i Christiansgave.

Anledningen var "børnenes grundlovsdag", som - en lille uge før de voksnes ditto - fejres forskellige steder i landet.

Naturbørnehaven i Hanstholm - der er tilknyttet Hanstholm Friskole - har tidligere holdt børnenes grundlovsdag, og i år blev arrangementet så udvidet til at være for børn fra alle de private pasningstilbud i kommunen. Det fortæller Gitte Didriksen, leder af Friluftsbørnehaven ved Thisted Friskole.

Teater i stedet for tale

På en grundlovsdag skal der holdes tale. Men i stedet for at en voksen stiller sig op og siger mange kedelige ord, spillede børn og voksne fra Hanstholm Naturfriskole teater - med inspiration fra nogle af de populære figurer fra DR’s børne-tv-univers.

Ind i mellem blev der så afspillet lydstumper, hvor børn fortalte om deres rettigheder. Og der var flere erklæringer i en fællessang, "Alle børn har ret", med tekst og musik af Kim Larsen.

I øvrigt bød børnenes grundlovsdag på underholdning ved Michael Back, Aalborg - foruden popcorn, is og medbragte madpakker.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...