Alle børn skal have julegaver

Kiddie Dall samler julegaver ind på Facebook til økonomisk ramte familier.

Susie Skov
og Hans Ravn (foto)
Mikkeline på fire år har en helt anden type mor, end Kiddie Dall havde, da hun var i samme alder.
EMNER 4. november 2011 10:02

De fleste børn tager julegaver for givet. De hører sig ligesom til. Gaverne ligger der under juletræet, klar til at gå til, blive pakket op og taget i brug. Men det er ikke virkeligheden for alle danske børn, og det er blandt andet med baggrund i sin egen opvækst, at 28-årige Kiddie Dall har lavet Facebookgruppen "Alle børn fortjener julegaver (Nordjylland)". Gruppen indsamler brugt legetøj til børnefamilier, som er økonomisk trængt og har brug for hjælp til julegaverne. - Jeg synes, der er for lidt fokus på, at mange børn ikke mærker, det er jul. For en socialt belastet familie ikke altid råd og overskud til julen, siger hun. Hendes påstand er, at der er fattige familier i Danmark. Den opfattelse står i skrigende kontrast til Joachim B. Olsens, LA, udtalelser om, at der ikke findes fattige danskere. - Hans menneskesyn er nok bare indskrænket. Der er i den grad fattige i Danmark. Jeg er dybt uenig med ham, understreger Kiddie Dall. - Mit ønske er, at børn skal have en tryg opvækst. At de ikke skal blive holdt ude, når de kommer tilbage til skolen efter juleferien og skal fortælle, hvad de har fået i julegave. Jeg ved godt, at julegaver ikke kan gøre det hele, men jeg håber, gaverne kan gøre en forskel, tilføjer hun. Derfor har hun gennem Facebookgruppen etableret 10 indsamlingsstationer i Nordjylland. Her kan bidragydere komme af med legetøj, de ønsker at donere. Familien var socialt belastet Kiddie Dall stammer fra København, og har boet i Frederikshavn siden 2007. Hun læser til pædagog i Hjørring, er gift med Mads Lundberg og mor til Mikkelina på fire år og Gustav på 16 måneder. Kiddie Dall er vokset op i en familie, der, med hendes ord, var socialt belastet. Ordene underbygges af, at hendes mor var narkoman og hendes far var alkoholiker. Forældrene boede ikke sammen, og Kiddie Dall voksede op hos sin far. Hendes otte år yngre søster blev tvangsfjernet fra moderen, og kom, efter en periode på børnehjem, i familiepleje hos børnenes mormor. - Jeg havde heldigvis en god mormor, som sørgede for at gøre nogle juleaftener til en god oplevelse. Når jeg holdt jul hos min far, var det aldrig den hyggelige, trygge jul med faste traditioner, husker hun. Med Facebookgruppen har Kiddie Dall givet sig selv en del ekstraarbejde op mod jul. - Jeg får travlt, men der er heldigvis en masse frivillige, som har meldt sig, fortæller hun. Tanken er, at de donerede julegaver skal pakkes ind og kunne afhentes af ansøgerne. - Mange spørger, om man kan donere tøj, men vi ønsker kun legetøj og udklædningstøj, med mindre det er helt nyt tøj i teenagestørrelser, siger Kiddie Dall. Travlheden med at pakke gaver ind vil komme til at trække tid fra Kiddie Dalls egen familie. Men hun har heldigvis god støtte i sin mand, Mads Lundberg. - Tiden går fra mine egne børn, men bare det kan glæde andre, siger hun. Kiddie Dalls Facebookgruppe kan findes på Facebook ved at skrive "Alle børn fortjener julegaver (Nordjylland)" i søgefeltet. Her findes også oplysninger om indsamlingsstationerne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...