Alle Først Mig-talerne

leder Regeringen vil få læst og påskrevet i dag på Arbejdernes Internationale Kampdag ...

Kom, maj, du søde milde, gør skoven atter grøn, så Helle T. og Villy kan få en dag så skøn... Ja ja, det rimer i det mindste, og det passer under alle omstændigheder, at Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten vil være kampberedte på denne arbejdernes internationale kampdag. Det er søndag, de har mediescenen for sig selv, og de vil læse statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) teksten med en patos, der vil overskygge enhver af de konfirmationstaler, der også holdes i dag. Men de vil ikke samle arbejderne i så stor en flok, at de kan synge "Internationale", fordi de ikke er mange nok. 1. maj er en hæderkronet tradition, men den har forlængst mistet det meste af sin appel. Der er ingen klassekamp i Danmark længere - hvis der er noget, er det snarere en kassekamp: det handler mest om, at jeg vil betale mindst muligt til den fælles samfundskasse, og at jeg til gengæld vil have mest muligt ud af samme kasse. Det er ikke mit problem, at efterlønnen er et af de missiler, der er ved at skyde velfærden i sænk, fordi stadig færre erhvervsaktive unge skal forsørge stadig flere fritidsaktive ældre. Men det er i den grad mit krav, at samfundet løser problemet: Jeg vil ikke arbejde mere, så længe jeg selv er aktiv på arbejdsmarkedet, men jeg vil også have alt det, der tilkommer mig den dag, jeg trækker mig tilbage ... Den holdning er ikke kun en udfordring for dagens 1. maj-talere. Den gælder alle politikere - og den gælder sandelig også alle "Først Mig-talerne" selv. Men Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal hverken tør eller vil for alvor tale "Først Mig" imod, selv om de også anerkender, at tallet 47 milliarder manglende kroner står og blinker - oven i købet i rødt! End ikke et regeringsskifte får mankoen til at forsvinde. Oven i hatten kommer den globale udfordring, som burde få alle røde flag til at smælde. Det burde absolut være et topemne i dagens 1. maj-taler, for den, der kommer for sent til at kunne tackle globaliseringen, ender med at blive bænkevarmer ved et global.