Udland

Alle gidsler i en bank i Toulouse er befriet

Fransk politi har befriet fire gidsler i en bank i Toulouse og anholdt gidseltageren.

Alle gidsler i en bank i Toulouse er befriet

Franske elitestyrker har befriet fire gidsler en bank i Toulouse og anholdt den mand, som tog de fire som gidsler tidligere onsdag. Det siger en talsmand for politiet i den sydvestfranske by.

Manden kom ind i banken og insisterede på at få udleveret penge. Da personalet ikke tog ham alvorligt, trak han en pistol frem, affyrede et skud og tog de tilstedeværende herunder bankens direktør som gidsler.

Manden hævder, at han tilhører al-Qaeda, og at han handlede ud fra sin religiøse overbevisning. Myndighederne siger, at manden har haft psykiske problemer.

Efter et par timer frigav manden et kvindeligt gidsel og nogen tid efter endnu et gidsel.

Hvordan politiet befriede de to øvrige gidsler er ikke oplyst. Blot at manden blev såret af skud. Øjenvidner siger, at tre skud kunne høres under befrielsen.

Under gidseldramaet krævede manden en forhandling med elitepolitistyrken Raid.

Det var den enhed, der i marts dræbte den 23-årige Mohammed Merah, der også var erklæret tilhænger af al-Qaeda.

Merah skød og dræbte tre soldater, en rabbiner og tre jødiske børn i Toulouse, inden han blev overmandet.

Merah boede i samme område, som den franske bank CIC's afdeling ligger, og hvor onsdagens gidseldrama udspillede sig.

Hele området omkring banken blev hurtigt afspærret, og banken omringet af elitestyrkerne.

Forældre til elever på en skole i nærheden fik besked om at hente deres børn.

Efter befrielsen er det forsat uklart, hvad manden ville.

- Vi ved ikke, om det var et røveriforsøg, der gik galt, eller om gidseltagningen var planlagt på forhånd, siger en kilde i politiet.

Gidseltageren kalder sig selv "Boumaza" og er tidligere kendt af politiet.

/ritzau/Reuters