Alle har fået job hos konkurrenten

31 medarbejdere fra Agri Nord er gået over til LandboNord

Uffe Bertelsen: - Hvad skulle vi have gjort? Sagt nej til dem?Arkivfoto

Uffe Bertelsen: - Hvad skulle vi have gjort? Sagt nej til dem?Arkivfoto

BRØNDERSLEV:De 31 medarbejdere, som har sagt op hos Agri Nords økonomirådgivning i Aars, har alle fået job hos konkurrenten LandboNord, som har hovedsæde i Brønderslev.

- Vi havde ikke lige set den situation komme, men de henvendte sig, og ansættelsen passer godt ind i vores strategi om vækst, siger administrerende direktør Uffe Bertelsen fra LandboNord.

Han erkender, at landboforeningen faktisk ikke har brug for så mange nye medarbejdere på én gang:

Vækststrategi

- Men vi har valgt at sige ja til dem, fordi vi har en strategi om at investere i medarbejdere og vækst.

Uffe Bertelsen afviser, at der er tale om at gå på hugst hos en konkurrent:

- Hvad skulle vi have gjort? Sagt nej til dem? Husk på, at selv om vi kører vores forretning fra Brønderslev og Fjerritslev, har vi mange kunder i Himmerland, så det er bestemt ikke et nyt område for os at gå ind i, siger Uffe Bertelsen, som selvfølgelig håber, at flere kunder i Himmerland nu vil henvende sig.

Seriøse og beslutsomme

- Men jeg vil gerne understrege, at jeg synes, det er en meget alvorlig situation. Imidlertid oplever vi de nye medarbejdere som meget seriøse og beslutsomme. Det er altså en stor beslutning, de har taget, og vi har altså valgt at imødekomme dem.

Uffe Bertelsen indrømmer, at man hos LandboNord endnu ikke ved, hvor man skal placere de mange nye medarbejdere:

- Det er gået meget hurtigt, så i begyndelsen bliver det på bedste beskub, men vi regner med hurtigt at finde en løsning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden