Alle har mindst én god historie

Jens Blauenfeldt drager i sommerugerne rundt i landet i serien “Sommertid” på DR 1

Jens Blauenfeldt fra “Kender du typen”, er for andet år i træk taget ud til hårdtarbejdende danskere. Her besøger han Tivoli. Foto: Bjarne Bergius Hermansen/Polfoto

Jens Blauenfeldt fra “Kender du typen”, er for andet år i træk taget ud til hårdtarbejdende danskere. Her besøger han Tivoli. Foto: Bjarne Bergius Hermansen/Polfoto

Pigen, der styrer rutsjebanen i Tivoli, og parret, der kører en bed & breakfast på Ærø. Jens Blauenfeldt møder dem alle, når han i syv programmer under overskriften “Sommertid” drager ud i landet for at møde de danskere, der arbejder, mens de fleste andre holder fri. Undervejs bliver han udsat for den ene prøvelse efter den anden. - Vi prøver at lave en hyggelig sommerstemning, hvor seerne kan møde nogle mennesker, der har et særligt arbejde, som de brænder for. Det kan være dyrepasseren eller bødkeren i Den Gamle By, siger Jens Blauenfeldt. En redaktion af tre personer har i forvejen været ude i sommerlandet, for at finde de personer, der er gode til at fortælle historien om de steder, hvor de arbejder. Derefter er filmholdet på stedet i tre dage, og her kaster Jens Blauenfeldt sig ud i alt fra rutchebanekørsel til slagtning af gedekid. - Selvom jeg ikke er specielt fysisk stærk, så fungerer programmet bare bedre, hvis vi laver noget, mens vi taler. Men selvom programmerne skal formidle det hyggelige Sommer-Danmark, har der også været prøvelser undervejs. - Jeg var med til at slagte et gedekid, og det synes jeg var ret grænseoverskridende. Jeg havde ikke lyst til at være den, der skulle vælge kiddet ud, og det var mærkeligt at stå der med dyret i armene, mens det udåndede. På det sjove plan var det også ret grænseoverskridende at spise levende græshopper, fortæller han. Det er andet år Jens Blauenfeldt står i spidsen for “Sommertid”. Ellers er han vært på “Kender du typen”. Han nyder at lave programmer, hvor han kommer ud og møder folk på deres hjemmebane. - Jeg tror på, at alle har i hvert fald én god historie at fortælle, og ved at lave den her type programmer, bruger jeg mine evner til at skabe en god stemning. Min rolle er at formidle andres historier, og det har jeg det godt med, siger Jens Blauenfeldt. { Hver torsdag kl. 20.30 til 9. august er “Sommertid” et nyt sted i Danmark. Torsdag er det Bonbonland på Sjælland, hvor Blauenfeldt skal være Tine Tisseble.