Alle har ret til et smil

”Smil til verden, og den smiler til dig”, lyder et godt og rigtigt ordsprog.

Det kan næsten altid betale sig at smile til folk. Det skaber god stemning og gør mange ting lettere. Men desværre er der stadig danskere, der har så ringe et tandsæt, at de direkte skammer sig over at smile og derfor afholder sig helt fra at gøre det. Konsekvenserne er uoverskuelige. Sidste weekend kunne vi her i NORDJYSKE læse om den 61-årige John Larsen, der pga. kraftig paradentose kun har tre løse tænder tilbage i hele munden. Selvom både hans egen tandlæge og en kæbekirurg på Aalborg Sygehus havde vurderet, at Larsen havde krav på en såkaldt kæbeopbyggende behandling, der ville muliggøre nye faste tænder, valgte den ledende overlæge at sige nej. Begrundelsen var Larsens almene sundhedstilstand. Larsen er altså nu dømt til at leve resten af livet uden ordentlige tænder – med hvad deraf følger af både fysiske og sociale gener. Larsen har nemlig ikke mulighed for selv at finansiere en privatbehandling, der koster op mod 230.000 kroner. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om den ledende kæbekirurg har vurderet rigtigt. Men jeg kan i hvert fald ikke lade være med at tænke på, at de beslutninger den ledende kirurg tager, må hænge nøje sammen med de ressourcer, han har stillet til rådighed. Når han opfordrer Larsen til at få operationen foretaget privat, kan det jo ikke være noget lægeligt, der forhindrer operationen, men alene noget økonomisk. Men når man tænker på, hvad vort samfund ellers bruger af ressourcer på en lang række andre områder, synes jeg simpelthen, det er for ringe, at der ikke kan blive råd til at hjælpe Larsen til et værdigt liv med tænder og smil. Jeg har derfor taget spørgsmålet op med sundhedsminister Jakob Axel Nielsen. Jeg håber nu inderligt på, at ministeren vil forbarme sig over Larsen, der efter min bedste overbevisning ikke har fået en fair og ordentlig behandling. Imidlertid er jeg også parat til at gå endnu længere. Efter min mening er det direkte katastrofalt, at lige netop tandpleje ikke er omfattet af den stolte danske tradition for gratis sundhedsvæsen. Falder du og brækker et ben under en fodboldkamp, eller får du dårligt hjerte pga. usund livsstil, ja så betaler samfundet. Men pådrager du dig alvorlige problemer med dine tænder, må du selv til lommerne. Er det rimeligt? Nej, det synes jeg faktisk ikke, det er. Omvendt er jeg helt på det rene med, at det ville være forbundet med voldsomme omkostninger, hvis vi fra den ene dag til den anden indførte gratis tandpleje for alle. Det har vi simpelthen ikke penge til at gøre lige nu! Jeg er derfor indstillet på at gå konstruktivt og pragmatisk til værks. Jeg vil tage et skidt - eller en tand om man vil - ad gangen. Konkret vil jeg foreslå, at landets kommuner gives lovgivningsmæssig hjemmel til at benytte den kommunale skoletandpleje til at yde forebyggende tandpleje og forskellige tandoperationer for personer med særlig ringe økonomi, dvs. først og fremmest personer på overførselsindkomst og de fattigste folkepensionister. Der bør også være dispensationsmulighed for, at lønmodtagere med særlig ringe økonomi kan få ekstra billig behandling. Kommunerne skal naturligvis refunderes af staten for dele af deres udgifter i denne forbindelse. Nogle steder findes sådanne ordninger allerede med stor succes, men det er forbundet med lovgivningsmæssigt bøvl og store udgifter. I det lange løb er jeg ikke i tvivl om, at det vil være en god forretning for samfundet, idet langt færre på den måde vil havne i en sundhedsmæssig tilstand, der er lige så katastrofal, som den Larsen er havnet i. Endvidere kan jeg ikke forestille mig andet - end at den kommunale tandpleje vil få sig et nyttigt fagligt løft ved at overtage disse nye opgaver samt blive en endnu mere spændende udfordrende arbejdsplads end den allerede er i forvejen.