EMNER

Alle har stort ansvar

UDSATTE BØRN: Fra min stol ser jeg hver dag børn, der ikke har det godt. Børn, der har et dårligt liv. Vi får i forvaltningen flere og flere kedelige henvendelser fra børnehaver, skoler og fra almindelige mennesker. Henvendelser om forældre, der drikker og slår – og i det hele taget ikke slår til over for deres børn. I Danmark er der for mange børn, som mistrives. Og der er ikke blevet færre de sidste mange år. Desværre tværtimod. Vi bruger alt for meget tid på at skændes om, hvem der har skylden, og hvem der har ansvaret for at give børnene det gode liv tilbage. Der er ingen tvivl om, at børnene er forældrenes ansvar. Og der er heller ingen tvivl om, at vi skal sige til forældrene, hvad vi forventer af dem. Jeg plejer at sige: ”Det er umuligt at være aktiv alkoholiker og en god forælder på samme tid”. Det gør mig trist, at vi i dag – i modsætning til min barndom, hvor jeg synes, at naboer, andre forældre og familie tog sig af børnene – ser en tendens til: * at de udsatte børn ikke inviteres med hjem at lege fra børnehaven * at visse forældre tillader deres børn at dele fødselsdagskort ud til nogle børn og efterlade andre uden for fællesskabet Det er udtryk for en stigende tendens til, at børn – der ikke lige passer ind – bliver udstødt af det gode selskab. Kommunens børnehaver, skoler, rådgivere m.fl. Alle har vi et stort ansvar over for disse børn. Men hvor ville det dog rykke, hvis vi alle lige tænkte os om en ekstra gang og også inviterede de børn med hjem, som er lidt højlydte, har 11-taller under næsen eller for den sags skyld har en anden hudfarve. Hvis vi tog disse børn i hånden og tog dem med til sport eller spejder. Det er nemlig ofte sådan, at de børn, der er en del af fællesskaberne, får et godt liv fjernt fra misbrug og kriminalitet. Jeg ser en udvikling i dag med et tydelige og tydeligere skel mellem børn, som har det godt (og det er heldigvis langt de fleste) – og de børn der mistrives. Hvis flere børn skal have det bedre, så skal vi alle give, hvad vi kan. Vi skal passe på, at der ikke bliver alt for mange børn, som de andre ikke må lege med.