Musik

Alle husker Otto

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Gitte Hænning og Thomas Buttenschøn sang Brandenburgs danske version af Frank Sinatras "Something stupid". Foto: Bent Bach

SKANDERBORG:I 2005 modtog Otto Brandenburg festivalens hæderspris, Polka Verner Legatet. Tre år efter samledes nogle af de hotteste danske navne med nogle af dem, der sang side om side med ham dengang, på Bøgescenen, for at hylde sangeren og skuespilleren, der døde sidste år i en alder af 72. Akkompagneret af Klüvers Big Band var showet langt fra sørgeligt. Snarere en fest for hele folket, der ikke kun var afspejlet i aldersspændet på scenen. Foran scenen var nok det største antal publikum indtil videre på årets festival stimlet sammen for at være med til at sige farvel til folkeejet. Ældre mænd med gråt hår og vejrbidte ansigter sang drevent med på hvert et ord af "Susanne, Birgitte og Hanne". Unge kærestepar vrikkede med på "To lys på et bord". Og børn hoppede glade rundt til "Søren Banjomus". Sidstnævnte et festligt indslag i sig selv. Julesangen blev leveret af skuespilleren Nikolaj Lie Kaas og vennen og kollegaen Rasmus Bjerg fra "P. I. S" og "Mr. Poxycat". Iført henholdsvis nissetøj og musekostume varede det ikke længe, før de to kom på slap linje og endte i et klassisk "klovneskænderi" og "slagsmål". Af øvrige deltager var nogle af arvtagerne til Brandenburg: Thomas Buttenschøn, Rasmus Nøhr og Simon Kvamm. Nephew-gutten, der havde stor succes med sin version af Kim Larsens "Byens hotel", lavede den mest frie fortolkning og høstede stor hujen blandt det yngre publikum. Hos de lidt ældre generationer faldt den i knap så god jord. Efter besøg fra blandt andre Daimi, Peter Belli og Søren Sko, fik Brandenburg selv lov at afslutte showet med en optagelse fra sit 60 års fødselsdagsshow i Tivoli.