Retspleje

Alle i skudsag blev løsladt

Det startede med små forsigtige gisp, og siden udviklede det sig til lettede smil og knyttede næver. Til sidst gav retssalen genlyd af klapsalver fra tilhørerne. Samtlige tiltalte i den stærkt omtalte skudsag fra Hotel Jutlandia i Frederikshavn fik i går lov til at gå.De otte tiltalte har været varetægtsfængslet siden 13. januar.

Den eneste, som dommeren dunkede en smule med sin hammer, er den såkaldte ”dørmand”, der tidligere er beskrevet i NORDJYSKE. ”Dørmanden” erkendte som den eneste at have affyret skud. Dommeren forklarede, at det ikke kunne afvises, at ”dørmanden” havde handlet i nødværge, og han blev derfor udelukkende dømt for ulovligt besiddelse af en pistol. Han fik seks måneders fængsel, men dommen er allerede afsonet i kraft af varetægtsfængslingen. Den næsthårdeste straf tilfaldt en 30-årig frederikshavner. Manden havde været i besiddelse af en ulovlig kniv i forbindelse med skudopgøret, og det kostede ham syv dages fængsel. Med dommen forblev det derfor uafklaret hvem af de otte, der har skudt i forbindelse med opgøret. Ifølge dommer Mogens Pedersen var forklaringerne fra alle de tiltalte så utroværdige, at retten ikke kunne stole på nogen af dem. De blev derfor alle forkastet. Øjenvidnernes forklaringer var heller ikke anvendelige, og endelig var der mangler i forbindelse med de tekniske beviser. Sammenlagt betød det altså, at dommeren ikke fandt, at det kunne bevises, hvem der har skudt. Anklageren Kim K. Kristensen ville i går ikke tage stilling til, om man ville anke dommen. Forsvarsadvokaterne for de frifundne er derimod parate med voldsommme erstatningskrav overfor det offentlige.