Alle kasser lukket

John Hansen er for syg til at arbejde, for rask til at gå syg og for gift til socialhjælp

John Hansen har hele livet arbejdet, betalt sin skat, fagforening og A-kasse. Alligevel må han klare sig uden en krone efter en arbejdsskade.
 Foto: Torben Hansen.

John Hansen har hele livet arbejdet, betalt sin skat, fagforening og A-kasse. Alligevel må han klare sig uden en krone efter en arbejdsskade. Foto: Torben Hansen.

SEJLSTRUP:Det var fem dage før sankthans i 2009, at Hanne, som hun plejer, ringer til sin mand, John. Ingen af dem glemmer dagen. Eller rettere aftenen, for John er på aftenholdet. Da han tager telefonen, vil han sætte sig ned for at snakke. Så sker det, der ændrer livet for dem begge: Han kan ikke rejse sig op igen. - Hold op med det pyller, lyder det ægteskabeligt fra Hanne, men hun ringer igen lidt senere for dog at høre, hvordan det går. Det går slet ikke. - Du må til læge, lyder det fra Hanne. John Hansen er specialarbejder. Han er 54 år og har arbejdet siden han var 13. Nu kan han ikke. Han kan heller ikke komme ind i sin bil uden at det gør meget ondt. Han kæmper sig dog ind bag rattet, mens hans kone i telefonen kan høre, at det slet ikke er noget pyller med John. - Jeg har ikke en krone I første omgang lyder diagnosen på lændehold, men nogle dage hjemme hjælper ikke. Mistanken breder sig til, at det kan være en diskosprolaps, men nærmere undersøgelser viser, at John Hansen har fået gigt efter de mange år ved bukkemaskinen, hvor han har passet tynde stålplader til. Det gør ondt. Det gør det stadig. Og det gør John Hansen vred, og ægteskabet er i fare. - Jeg har ikke en krone. Jeg kan ikke købe mad, og jeg kan ikke betale husleje. Hele livet har jeg betalt til fagforeningen og til A-kassen. Så havde jeg også regnet med, at jeg ville få hjælp, når jeg fik brug for det. Men sådan er det ikke. Og en ankesag kan trække ud i næsten et år ved Statsforvaltning Nordjylland. Senest har John Hansen fået at vide af kommunen, at han ikke kan få kontanthjælp på grund af sin kones indtægt. A-kassen har også lukket for udbetalingerne. Kommunens lægekonsulent mener nemlig, at han godt kan arbejde. Så der er lukket for sygedagpengene. Og da han er sygemeldt, må A-kassen ikke give John understøttelse, når han ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. John Hansen vil ellers gerne. Fra start har han afslået at søge pension. Det mener hans egen læge ellers, han er berettiget til. John Hansen vil gerne arbejde de sidste seks år, til han kan gå på efterløn. Halvt år i børnehave Han har da også deltaget i kurserne på kommunens kompetencecenter, skrevet dagbog og han har været i arbejdsprøvning. Et halvt år i en børnehave, hvor han hjalp til, så godt han nu kunne med at hænge billeder op og lege med børnene. - Det kunne jeg godt lide, fortæller han, mens han går derhjemme på hans og konens nedlagte landbrug med heste, hunde og høns. Gårdspladsen er delt op med små Skagenshegn, der giver en overskuelig verden for de børn, som Hanne passer som i sin dagpleje. De to har også haft en pige i aflastning og tilsammen gav det Hanne en indtægt, der betyder, at hun nu er familiens forsørger og den direkte årsag til, at John end ikke kan få den kontanthjælp, han ellers ville være berettiget til. Tilbage står, at John har en arbejdsskade efter de mange år med det samme arbejde ved den samme maskine. Ind imellem går han lange ture for at komme af med vreden og frustrationerne. Når han selv køber ind, vil han ikke være bekendt at købe den samme gode sennep han bedst kan lide, men vælger den billigste på hylderne. - Jeg kan jo ikke selv betale, jeg har ikke en krone.