Trafikulykker

Alle motorløbs moder

24 timers løbet på Le Mans har foreløbig overlevet i 80 år

LE MANS: 24 timers løbet på "Le Circuit de la Sarthe" uden for Le Mans var ikke verdens første motorløb, heller ikke det første 24 timers løb. Men det var det eneste, der overlevede. Og siden starten i 1923 har det vist sig så livskraftigt, så unikt, at det i dag fremstår som klassikeren over alle i international motorsport. Kun Monacos Grand Prix og Indianapolis 500 kan tilnærmelsesvis måle sig med Le Mans, der har overlevet alle kriser og i dag som før er stedet at være midt i juni, hvis man blot har en anelse benzin i blodet. Meget har ændret sig på de 80 år, der er gået. Men essensen af løbet er det samme. At kombinere fart og holdbarhed. Det er ikke nødvendigvis den hurtigste bil, der vinder. Den skal også kunne køre i 24 timer. Det var i sig selv en bedrift i løbets barndom, hvor alle reparationer skulle udføres af køreren selv med det værktøj og de reservedele, han havde med sig i bilen. Natkørsel var en udfordring i sig selv, idet elektrisk lys ikke var standardudstyr på datidens biler. De første løb blev afviklet på offentlige veje af beskeden standard, der førte feltet igennem små landsbyer. Der blev allerede dengang kørt med tophastigheder på 140 km/t og op mod 100 km/t i gennemsnit på de hurtigste omgange, hvilket indebar en betragtelig risiko for både kørere og tilskuere. I 1925 kostede løbet da også sine første dødsofre, da to kørere mistede herredømmet over deres biler og blev dræbt. Det skulle blive meget værre, men stoppe Le Mans kunne tragedierne ikke. Løb nummer 71 Det kunne kun en landsdækkende strejke i 1936 samt udbruddet af 2. Verdenskrig, der betød en løbspause fra 1939 til 1949. Årets udgave af Le Mans er således kun nummer 71 i rækken. Le Mans udviklede sig hurtigt til en publikumsmagnet. Allerede i 20'erne var løbet en international begivenhed, ikke mindst takket være engelske Bentleys succes. "The Bentley Boys", som et par generationer senere skulle vende tilbage med dansk islæt, vandt fem gange mellem 1924 og 1930 og trak tusinder af engelske tilskuere med sig. Så selvom den sportslige værdi ind imellem blegnede, blandt andet på grund af depressionen var kun 18 biler med i Le Mans i 1930, var løbet allerede på det tidspunkt et must i international motorsport. Le Circuit de la Sarthe var – som den er den dag i dag - stadig delvis offentlig vej, men organisationen bag, Automobile Club de l'Ouest, havde investeret store summer i permanente pitanlæg og tribuner omkring målområdet, blot for at se det hele jævnet med jorden under 2. Verdenskrig. Men det hele blev bygget op igen, og siden 1949 har Le Mans været en fast del af den internationale motorsportskalender. Mercedes' mareridt Medvirkende til løbets succes har været, at de store bilfabrikanter har anset en Le Mans-sejr som et godt salgsargument. Alle de tunge drenge har med mellemrum smidt uhyrlige summer i at udvikle Le Mans-vindere. Selv Mercedes, som kun har vundet to gange, og med rette kan få mareridt af Le Mans, har ikke kunnet holde sig væk. I 1955 var tyskerne involveret i løbets hidtil værste ulykke, da en Mercedes tørnede ind i tilskuertribunen ved målområdet og dræbte 87 tilskuere samt bilens fører, Pierre Levegh. Sikkerheden omkring banen blev herefter skærpet, og Mercedes holdt sig væk fra Le Mans i mere end 30 år. Og i 1999 gik det galt igen. To Mercedes-racere lettede på Mulsanne-langsiden og blev slået til vrag, mirakuløst uden alvorlig personskade. Andre har haft bedre erfaringer med Le Mans. Ikke mindst Porsche – til dato den mest vindende Le Mans-bil med 16 sejre mellem 1970 og 1998. De tyske fartmonstre står også bag alle tiders hurtigste Le Mans i 1971, hvor den vindende Porsche kørte løbet med en gennemsnitsfart på 222 km/t med tophastigheder på Mulsanne-langsiden på over 380 km/t. Siden er banen gjort langsommere med diverse chikaner, ligesom der er lagt loft over motorernes ydelser. På tærsklen til Porsche-æraen blev en af de mest berømte Le Mans-traditioner droppet. Siden 1925 var løbene startet ved, at kørerne løb tværs over banen, satte sig ind i bilerne og kørte afsted. I 1970 blev reglementet lavet om, så kørerne sad i bilerne, når løbet blev givet fri. Siden har man brugt rullestart bag en pacecar. Få år senere blev der åbnet mulighed for at bemande hver bil med tre kørere mod to førhen. Løbet var populært som aldrig før. I 1970 blev tilskuertallet opgjort til 300.000, fem år senere, da motorsport i efterveerne af oliekrisen var politisk ukorrekt, droppede det til 80.000, hvorefter det steg igen for at stabilisere sig omkring 200.000. Blandede følelser Set fra førersædet er Le Mans ofte blevet mødt med blandede følelser. De færreste har anfægtet løbet som et af de sværeste at gennemføre, endsige vinde. Men få har elsket det. Mange af de helt store navne har forsøgt sig, og de fleste har knækket nakken – nogle også bogstaveligt talt. 50'ernes store stjerner, Juan Manuel Fangio og Stirling Moss er blandt dem, der trods flere forsøg aldrig formåede at vinde Le Mans. Det gjorde til gengæld belgieren Jacky Ickx seks gange mellem 1969 og 1982, hvilket gør ham til alle tiders mest vindende Le Mans-kører. I den kommende weekend kan blandt andre Tom Kristensen fra Hobro komme helt op i Ickx' baghjul, når der skrives nye kapitler i Le Mans' historiebog i løbet af endnu et døgn på Le Circuit de la Sarthe.