EMNER

Alle over 40 bør få tjekket blodtrykket

SKAGEN:Hjerteforeningen i Skagen inviterer til foredrag i Skagen kultur- og Fritidscenter onsdag 3. november klokken 19, hvor emnet er forhøjet blodtryk. - Som foredragsholder har vi været så heldige af få kursusreservelæge ved Århus Universitetshospital, Birgitte Klindt Ziegler, som på en spændende måde vil fortælle om årsagerne til, følgerne af og behandling af forhøjet blodtryk, fortæller Lene Daugaard Nielsen, der er formand for Hjerteforeningen i Skagen. Da Birgitte K. Ziegler holdt samme foredrag sidst i Brønderslev og Frederikshavn, blev det et sand tilløbsstykke. Foreningen i Frederikshavn måtte gentage mødet to gange - hver gang med godt 200 mennesker som deltagere. - Forhøjet blodtryk er en folkesygdom i Danmark, og jo ældre vi bliver, jo større er risikoen for at udvikle sygdommen. Mange danskere lider af forhøjet blodtryk uden af vide det, fortæller Lene Daugaard Nielsen. Hun anbefaler, at alle over 40 år bør få tjekket blodtrykket en gang om året.