Alle pladser er besat

Hjørring 9. september 2002 08:00

HJØRRING: Selvom Hjørring Seminarium har bygget meget til de senere år, så er det kun med nød og næppe, at de fysiske rammer kan rumme de nye studerende, der netop er begyndt. - Vi troede, at vi ved at få de nye lokaler til idræt og drama ville få mere luft, men det betyder altså bare, at vi kan være her, siger rektor Nils-Georg Lundberg. Han klager ikke. Tværtimod er han særdeles godt tilfreds med, at søgningen til Hjørring Seminarium har været så god. På pædagoglinien er der startet tre fyldte hold her til september, og der begynder mindst to hold til februar. På lærerlinien er der begyndt 170 nye studerende på den ordinære uddannelse, mens 75 har taget hul på den helt nye merit-læreruddannelse. - Det er meget spændende med den nye uddannelse, som man kan sige vi kom lidt hovedkuls ind i. Men de foreløbige erfaringer siger, at de studerende er meget tilfredse. De kommer med julelys i øjnene og er lykkelige for at få muligheden for en læreruddannelse, siger Nils-Georg Lundberg. Merituddannelsen er en læreruddannelse, som er kortere end den ordinære uddannelse, fordi den studerende får overført nogel erfaringer fra en anden uddannelse. Meritlæreruddannelsen giver mulighed for at undevise i bl.a. Folkeskolen, men til gengæld bliver man ikke professionsbachelor som man gør med den nye læreruddannelse. - Det er indtil videre uafklaret, hvordan meritlærerne skal videreuddanne sig, men jeg tror snart man finder ud af en måde, så en meritlærer kan supplere op til en ordinær læreruddannelse, siger Nils-Georg Lundberg. Det er fredag eftermiddag, at drama- og idrætsfaciliteterne ved Langagervej indvies. Alle er velkommen til at kigge indenfor.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...