Hobro

Alle pladser var udsolgt på seniorhøjskole

Biecentret måtte sige nej til over hundrede interesserede

HOBRO:Alt udsolgt! Den besked måtte mange seniorer tage imod, da de ville tilmelde sig Biecentrets højskoleuge, som finder sted i denne uge. 100 pladser var der, og alle som en var besat, da højskoleugen tog sin begyndelse mandag formiddag. - Vi måtte sige nej til næsten lige så mange, siger Biecentrets leder, Simon Griis, som midt i sin glæde over, at så mange vil komme til arrangementet, også er ked af at måtte sige nej til så mange. - Derfor laver vi nogle enkelte højskoledage i sensommeren for dem, der ikke nåede med på højskoleugen, siger han. Til de to planlagte højskoledage, som finder sted i slutningen af august, har Biecentret allerede bestilt to af de foredragsholdere, som også er blandt trækplastrene til selve højskoleugen. Det er forfatteren Bjarne Nielsen Brovst og Jytte Dreyer, kendt fra sit mangeårige arbejde hos Danmarks Radio. Humor er sundt Men på højskoleugens første dag var det en helt anden person, som skulle få smilene frem hos deltagerne. Det var tidligere overlæge ved Århus Kommunehospital, Ole Helmig, som kunne diske op med alverdens oplevelser fra sine over 50 år i lægefaget. Der var historier fra adskillige sygehuse i Nordjylland, og Ole Helmig fortalte sine historier både malende og engageret, serveret med en god portion humor. Og humor var da også en vigtig ingrediens i hans foredrag, idet den tidligere overlæge - med videnskaben i ryggen - er af den overbevisning, at netop humoren har en gavnlig effekt på vores immunsystem. Så efter to timer i Biecentrets sal kunne alle deltagerne garanteret gå med styrket immunforsvar over gården til Biecentrets kantine for at indtage deres frokost. Fyldte pandekager I højskoleugen er der indkaldt ekstra frivillige hjælpere til at sørge for højskoledeltagernes frokost, og der var travlhed i køkkenet. Men da klokken viste 12 var alt parat, og mandagens menu bød på fyldte pandekager med salat og sveskekage. Efter frokosten var det så igen tid til at lytte og lære. Da var det Simone Aaberg Kærn, som fortalte om sine fantastiske oplevelser, da hun i sit lille fly, Piper Colt, begav sig afsted til Afghanistan for at lære den 16-årige Farial at flyve. Resten af ugen byder på mange flere spændende foredrag - blandt andet vil en sabotør fortælle om tiden under anden verdenskrig. Deltagerne skal også på tur - de skal onsdag til Viborg, hvor de blandt andet skal se Viborg Domkirke, og idag tirsdag skal de til Himmerlands Egnsteater, hvor de skal se forestillingen "Vågn Op - Hans Christian!". Med det program er det ikke underligt, at højskoleugen er populær, og blandt deltagerne var der også mange gengangere. En sådan var for eksempel 90-årige Carl Christensen, og han har deltaget i alle Biecenrtets højskoleuger siden begyndelsen for fire år siden. - Det er jo nogle interessante foredrag, og så er det dejligt at lære noget og være sammen med andre, sagde Carl Christensen, som dog i år var lige ved ikke at komme med. - Jeg kom for sent med min tilmelding og kom på venteliste, fortalte han. Men i fredags var han heldig og blev ringet op fra Biecentret, at der var blevet plads, så han også denne gang kunne deltage.