Alle præsidentens medie-magere

George W. Bush lader sig kun fotografere når

Terrorisme 1. juni 2003 08:00

Verdens største tv-show: Folkene omkring George W. Bush har gjort udnyttelsen af de amerikanske medier til en videnskab udfra en tese om, at et billede kan være en million stemmer værd. Men betyder det også, at Irak får lov at forfalde ligesom Afghanistan, når alle de gode billeder er taget? Amerikanerne har fået en ægte cowboy i Det hvide Hus. Han er en heltemodig jagerpilot, en hård og standhaftig verdensleder og en slagfærdig mand af folket. Sådan bliver George W. Bush i hvert fald vist frem, og sådan bliver han opfattet af det store flertal af amerikanerne. For de ser ham igen og igen iført cowboybukser og flonelskjorte og med høballer i baggrunden, når han stiller sig an som Marlborough-manden i den varme aftensol på sin ranch i Crawford, Texas, og fordømmer terroristerne. De ser ham som Amerikas stolte commander-in-chief, de væbnede styrkers øverste leder, omgivet af et rungende hav af marineinfanterister og blafrende amerikanske flag. De ser ham lande i et jagerfly på et hangarskib og spankulere omkring som en top gun-pilot i flyverdragt, med hjælmen under armen og begejstrede flådepiloter, der omfavner ham i en sky af testosteron. De ser ham badet i projektørlyset, mens han taler i masseoptrin i Europa, ved krigsgravene i Normandiet, eller i mindehøjtideligheder for terrorofrene, i ensom majestæt på Kinas store mur og i positur foran Mt. Rushmore, som var han det femte indhuggede præsidenthoved i USAs mest berømte monument. Når bare kameravinklen er god og belysningen perfekt er der ingen ende på bifaldet fra hans amerikanske tilhængere og fra den amerikanske presse, som Bush har snoet stramt om sin lillefinger. Så gør det ikke så meget, at han kun anlægger cowboystilen til lejligheden, fordi hans valgrådgivere vil have ham til at minde om en anden populær cowboyskikkelse i Det Hvide Hus, Ronald Reagan, at han i sin ungdom som pilot i Texas' nationalgarde brugte sine gode familieforbindelser til at undgå Vietnamkrigen og i øvrigt skulkede fra hovedparten af sin tjeneste, eller at han i det meste af verden er blandt de mest ringeagtede amerikanske ledere i historien. Folkene omkring George W. Bush har gjort den amerikanske præsident til hovedpersonen i et dagligt tv-show ud fra devisen om, at et godt billede kan være en million stemmer værd. De husker med bitterhed, hvordan hans far forekom uovervindelig efter sejren i Golf-krigen i 1991 men blev besejret af Bill Clinton ved præsidentvalget halvandet år senere. Og de er fast besluttede på, at den historie ikke skal få lov at gentage sig efter Irak-krigen. Derfor bliver intet, absolut intet, i sønnens hvide hus overladt til tilfældighederne. Hver offentlig fremtræden af George W. Bush er minutiøst tilrettelagt af en hær af mediefolk anført af nogle af USAs højst anerkendte tv-folk. De skyer intet tv-middel og ingen omkostning i deres jagt på det rette billede. En ny kunstart De politiske kommentatorer og mediekonsulenter bøjer sig i næsegrus beundring. John F. Kennedy var den første præsident med tv-tække. Ronald Reagan var den første, der til fulde udnyttede tv-mediet i det daglige. Men, som Michael Deaver, medietroldmanden bag Reagans succes, forleden konstaterede, så er folkene omkring George W. Bush gået et stort skridt videre. "De så, hvordan vi gjorde det, de så fejlene under den første George Bush, de så, hvordan Clinton famlede sig frem, og de har skabt en ny kunstart," sagde Deaver til dagbladet New York Times. Deavers arvinger anføres af Scott Sforza, en tidligere top-producer hos tv-selskabet ABC. Det var ham, der brugte et par millioner kroner på at lave kulisserne i Doha, Qatar, hvor Irak-krigens amerikanske ledelse holdt daglige pressemøder. Bob DeServi, som kom fra et andet af USAs store tv-selskaber, NBC, er belysningsmesteren. Og Greg Jenkins, som tidligere var producer for det højreekstremistiske Fox News, er manden, der styrer mediefolkene i marken. De er de visuelle iscenesættere, som arbejder nat og dag i uger og somme tider måneder forud for hver af præsidentens fremtrædender, så kulissen og teknikken er fejlfri. "Vi lægger vægt på, hvad præsidenten siger, og hvad det amerikanske folk ser," forklarer den øverste mediechef i Det hvide Hus, Dan Bartlett. "Amerikanerne har travlt, og somme tider har de ikke mulighed for at læse nyhederne eller se en hel transmission. Men hvis vi kan give dem en omgående forståelse af, hvad præsidenten taler om gennem et minuts uddrag, har vi nået vores mål som kommunikatorer." Da Bush var i New York et år efter 11. september-terroren, lejede DeServi derfor tre flodpramme, som blev udstyret med gigantiske projektører, som dem, der oplyser fodboldstadioner og rock-koncerter. Prammene blev forankret, så Frihedsgudinden blev badet i et lyshav og dannede en tårepersende patriotisk baggrund under præsidentens tale om aftenen på Ellis Island nogle få hundrede meter borte. Før en tale i Rumænien blev tilsvarende projektører lejet i Storbritannien, sejlet over kanalen og kørt tværs over Europa til Revolutionspladsen i Bukarest for at sætte Bush i det bedst tænkelige lys på en gigantisk scene, som var specielt opført til lejligheden. Da Bush for snart et år siden talte foran Mt. Rushmore-monumentet, henviste mediefolkene pressens tv-kameraer til en platform, hvorfra tv-selskaberne kun kunne vise præsidenten i profil. Seerne så hans hoved ved siden af de fire, som er udhugget i klipperne af dansk-amerikaneren Gutzon Borglum - Abraham Lincolns, Theodore Rosevelts, Thomas Jeffersons og George Washingtons. Forud for en tale forleden i Indianapolis om Bushs skattelettelser fortrinsvis til de rigeste amerikanere, bad hans folk tilskuerne i baggrunden om at tage deres slips af, så de kunne se ud på tv som de almindelige amerikanere, Bush påstår, får den største gavn af planen. Smukt belyst Den mest krævende opgave var Bushs landing på hangarskibet, USS Abraham Lincoln, ugen før statsminister Anders Fogh Rasmussens besøg hos Bush. Tropperne om bord var på vej hjem til deres utålmodige familier efter ti måneder på søen op til og under Irak-krigen. Men skibet fik ordre til at sejle i ring, så det ikke kom indenfor synsvidde af den californiske kyst, før Bush kunne lande. Da han holdt sin tale på skibets dæk i aftensolen, måtte skibet drejes, så tv-billederne af Bush ikke viste kystlinien, som nu var synlig fra dækket. Det virkede mere dramatisk, når det tog sig ud, som om præsidenten var fløjet langt ud på det åbne hav. Under talen erklærede han krigshandlingerne i Irak for overstået (idet han glemte at nævne Danmark blandt de få lande, der sendte militær støtte til krigen). Men medie-kommentatorerne gik mere op i, at præsidenten var opstillet, så hans venstre kind var smukt oplyst af aftensolen, og hans højre kind havde en blød skygge, at et banner var udspændt i baggrunden over de 4500 mænd om bord med teksten "mission accomplished" (missionen fuldført), og at udvalgte medlemmer af skibets mandskab var opstillet i deres farverige pilotdragter, så de var synlige over præsidentens skulder. "Det så fantastisk godt ud," sagde Joshua King, som var Bill Clintons top-producer, og som påpegede, at Bushs folk gjorde ideel brug af den aftenbelysning, som mediemagerne betegner som "dagens magiske lys-øjeblik". Hovedparten af den amerikanske presse udskreg Bushs udflugt på havet som et historisk øjeblik og en valgpolitisk triumf. Tv-selskaberne drog direkte sammenligninger med John F. Kennedys og Ronald Reagans taler ved Berlin-muren under den kolde krig. Europæiske politikere fandt landingen på hangarskibet og præsidentens optræden i flyveruniform vulgær. Demokratiske oppositionsledere rejste kritik af hans skamløse politiske udnyttelse af troppernes hjemvenden og af skatteydernes midler. Men i meningsmålingerne sagde 59 procent af amerikanerne, at de ikke så noget forkert i det store show. Pressen er med Den amerikanske presses vilje til at spille med i den daglige reklame for Bush blev understreget op til og under Irak-krigen. Da Bush før krigen holdt et af sine sjældne pressemøder i Det hvide Hus, var medieplanlæggerne igen på spil i skøn forening med pressen for at hjælpe Bush. Han holder sjældent pressemøder, fordi han har svært ved at begå sig uden sit manuskript. Imod alle traditioner mødte præsidenten op med en liste over dem, der fik lov at stille på forhånd godkendte spørgsmål. En måbende verden så til. Men i USA blev enhver kritisk røst imod krigen eller Bush kulet grundigt ned som "upatriotisk" og "til fare for de amerikanske soldater" i den overvældende hovedpart af USAs medier. Blandt dem, der blev lagt for had, fordi de stillede sig mildt tvivlende overfor Irak-forehavendet, er Walter Cronkite, som engang var den amerikanske presses ypperste talsmand. En anden er den legendariske 82-årige Helen Thomas, som har dækket alle USAs præsidenter i et halvt århundrede, men som nu er kommet på Bush-regeringens sorte liste og er forvist fra sin traditionelle plads på forreste række ved pressemøderne, hvor hendes spørgsmål ikke længere er velkomne. Nu da krigen er overstået, og Bush-regeringen udviser hastigt dalende interesse for det tunge opfølgningsarbejde i Afghanistan og Irak, dukker nye kritiske stemmer op. Ikke bare imod det store Bush-show, men også imod den amerikanske presses medvirken i det. Det har skabt håb i feltet af ikke færre end ni demokratiske præsidentkandidater. Halvandet år før det næste præsidentvalg har de fået fornemmelsen af, at Bushs største styrke måske også er den svaghed, der kan føre til hans fald. For som New York Times-kommentatoren, Paul Krugman, udtrykker det med henvisning til den svigtende indsats i Afghanistan og Irak: "Mr. Bush stiller sig an i heltepositur på tv-skærmen, men hans regering er hurtig til at forsømme det, der ikke længere er fotogent.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...