Alle sanser pirres i skovpavillonen

Musikalske engelske crazykomikere giver den gas i Bælum

BÆLUM:Det er faktisk et verdensnavn, der kommer til Bælum Skovpavillon på søndag. Sådan hedder det fra Troels Folmer Andersen om "Old Rope String Band", der optræder med - blandt andet - skotsk, irsk, engelsk, mexikansk og svensk folkemusik, sydafrikansk gummistøvledans samt jonglør- og artistnumre. - Den får ikke for lidt. Der bliver for alle sanser, når de kommer til Bælum Skovpavillon. Vi gruer for, om gulvet på scenen kan holde, lokker Troels Folmer Andersen og beskriver trioen - Joe Scurfield, Tim Dalling og Pete Challoner - som en kosakudgave af Johannes Møllehave, en let lurvet sprechtalmeister, en Muppet-agtig skotte og - tilsammen - en særdeles særpræget samling på en scene. - Vi har haft mange aftener i Kulturmøllen af meget forskellig karakter. Alvorlige, smukke, glade, eftertænksomme, festlige. Denne bliver måske den - sjoveste. Og så en den nyudsprungne bøgeskov. Det kan blive den helt uforglemmelige aften, hedder det fra Troels Folmer Andersen, der minder om, at trioen optrådte sammen med "Sting", da Hong Kong vendte hjem til Kina. - De har optrådt over hele verden, også i Tønder, Skagen og på Skråen ved Kulturnatten 2001, tilføjer han. Ifølge NORDJYSKEs arkiver har de endda også optrådt i Arden, Aars, Pandrup og på Halkær Kro. cs