Alle skal gøre karriere

Før var dét at gøre “karriere” forbeholdt en mindre gruppe, som ønskede at yde en særlig indsats, som blev betalt for det og ofte endte med de gode stillinger. I dag forventes alle at arbejde længe og yde en ekstra in

Den tid er for­bi, hvor man stemp­le­de ud og ind på fas­te tids­punk­ter. I fle­re og fle­re virk­som­he­der bli­ver man an­sat “uden øv­er­ste ar­bejds­tid”.Foto: Rudi Meisl/Pol­fo­to

Den tid er for­bi, hvor man stemp­le­de ud og ind på fas­te tids­punk­ter. I fle­re og fle­re virk­som­he­der bli­ver man an­sat “uden øv­er­ste ar­bejds­tid”.Foto: Rudi Meisl/Pol­fo­to

Efteruddannelse, kompetenceudvikling, udviklingssamtaler, uddannelsesplaner og livslang læring: I dag kan du stort set ikke “bare” være almindelig arbejder og tjene dine penge og gå hjem kl. 16.00. Du skal partout udvikle dig hele tiden og samtidig lægge en del af din identitet på arbejdet, som du så også helst skal tage med hjem. Hvor blev den “almindelige arbejder” og “den almindelige arbejdsdag” egentlig af? - Jeg tror såmænd, at der er mange almindelige arbejdere, som prøver at leve med de nye toner inden for moderne ledelse, som deltager og tager med på kurser uden at være nævneværdigt engagerede, lyder buddet fra Kirsten Marie Bovbjerg, som er adjunkt ved Danmarks Pædagogiske Universitet. For fem år siden skrev hun bogen “Følsomhedens etik”, som blandt andet handler om, hvordan ansvaret i højere grad bliver lagt over på den enkelte medarbejder, både når det gælder teamsamarbejde, i forhold til arbejdstid og i forhold til hele tiden at udvikle sig og lære nyt. Arbejdsgiverens behov Når man selv får ansvaret for at tilrettelægge sin arbejdstid - og arbejdstiden ikke er fastsat til noget bestemt - er det op til én selv at få tiden til at slå til. Men sammen med ansvaret får man ikke retten til også at vælge ressourcer eller arbejdsopgaver. Nogle opdager, at de arbejder 60-70 timer flere uger i træk, men føler, at de er nødt til det for ikke at svigte kollegerne. Vi har bedt hende kommentere udviklingen siden bogen udkom. - De nye management-teorier siger, at man skal indgå en pagt, hvor man via arbejde kan realisere sig selv. Til gengæld så får arbejdsgiveren loyalitet. Det flytter perspektivet, for hvad er det man sælger: Det er lige før, at det i dag er arbejdspladsen, som stiller sig til rådighed for din personlige udvikling, siger Kirsten Marie Bovbjerg. Hun mener, at det kan være med til at forklare, at danskerne i stor stil arbejder over uden at få betaling for det og også gerne bruger deres fritid til at efteruddanne sig for at passe ind i arbejdsgiverens behov. Arbejde er et kald - Det er lykkedes, at gøre arbejdet til et kald. Tidligere var der da også en gruppe af mennesker, som arbejdede længere end andre og ydede en ekstra indsats - karrieremennesker, som valgte fritid og børn fra - men de blev betalt for deres tid og belønnet med at stige i graderne. - I dag skal vi alle være små karrieremennesker, som skal arbejde mere og længere, siger Kirsten Marie Bovbjerg og henviser til, at der tales meget om, hvordan man på kort tid herhjemme har fået lavet mange ansættelseskontrakter om til at være “uden øverste arbejdstid”, som det hedder. - Spørgsmålet er, om man indgår frivilligt i denne pagt. Det er meget svært at undslå sig de her ledelsesmetoder, som alle sammen sætter dig, lige præcis dig, i fokus, vurderer Kirsten Marie Bovbjerg og nævner teambuilding-kurser. Selvjustits forpligter - På papiret kan du undslå dig, men hvor går du hen som medlem af et team, når du ikke har modtaget samme kurser som alle andre? Og det er jo ikke noget, som står i nogen kontrakt med firmaet, at du skal indgå i den slags kurser, spørger Kirsten Marie Bovbjerg, som også mener, at der er indført en slags selvjustits blandt de ansatte i mange virksomheder. - Du forventes at være selvledende og selv påtage dig opgaver og planlægge deadlines, men så bliver du også mere direkte ansvarlig over for dine sidestillede kolleger. Man hjælper hinanden og tjekker hinanden. - Det kan være svært at gå hjem kl. 16, hvis resten af teamet siger, at vi er nødt til at blive. Hvis du går, skal de bare arbejde endnu længere over, og det er altså noget andet at “svigte” kollegerne end at fortælle sin chef, at man går til tiden, siger Kirsten Marie Bovbjerg, som ikke ser nogen umiddelbare løsninger på situationen. - Hvis du bliver stresset over alle de krav, der stilles om hele tiden at kunne mere, bliver du bare sendt på et kursus, hvor du oven i det hele også kan lære at håndtere stress. Igen ligger arbejdspresset og kravene uden for forhandling, og man sætter ikke spørgsmålstegn ved, at den ansatte bærer ansvaret, siger Kirsten Marie Bovbjerg. Hun mener, at fortællingen om, at samfundet er i forandring, og at det går hurtigere, og at man er nødt til at efteruddanne sig hele tiden, er fremme overalt, og gør tingene svære at diskutere. Flere bliver syge - Jeg spekulerer indimellem over, om der ikke går en masse erfaring tabt. Noget specielt i dag er jo, at erfaring ikke har særlig stor betydning - den er nærmest til besvær i moderne ledelse. Og der er noget retorisk forførende i “udvikling” og “forandring”. - Men hvem skal egentlig sætte dagsordenen for, hvor medarbejderne skal forandre sig hen? Medbestemmelsen og den demokratiske debat er væk, siger Kirsten Marie Bovbjerg. Hun mener, at fagforeningerne har været for længe om at komme op på mærkerne. - Med presset fra globalisering har det været svært for dem, men de har også selv været interesserede i at være moderne og ville fremtidssikre deres medlemmer, og mange fagforeninger har selv tilbudt efteruddannelse og personlighedskurser til deres medlemmer og på den måde været med til at forstærke hele tendensen, siger hun. Hun tror dog ikke, at det er en uafvendelig udvikling. - Mit indtryk er, at der er forskellige opbrud undervejs. Man begynder at kigge på, hvad de etiske rammer skal være, for dem som holder de her kurser for eksempel. Og blandt nogle ledere er der også ved at være lidt betænkelighed ved at fortsætte den her vej. De kan se, at deres arbejdere arbejder rigtig meget, men der er stigende sygefravær. - Man har tænkt, at al den “frihed” vil gøre medarbejderne mere tilfredse, og det gør den måske også, men der lader også til at være den kedelige sammenhæng at flere og flere bliver syge, og samfundets udgifter til stress og udbrændthed stiger, siger Kirsten Marie Bovbjerg og henviser til, at nogle pensionskasser har eksplosiv vækst i folk, der bliver førtidspensionister. Loyale over for værdier Samtidig med kravet om loyalitet for selvrealisering, så er folk blevet nomader på arbejdsmarkedet, og har ikke den beskyttelse som ligger i et godt fællesskab. - Det er det paradoksale i det. Mange mener, at folk ikke er loyale længere, de skifter bare job, som de gerne vil. Og det er jo sådan set logisk, fordi de ikke er en del af et fast fællesskab; man skal altid være parate til at skifte og indgå i nye sammenhænge. - Tidligere har der været et kollegialt fællesskab, som man indgik i og som skabte loyalitet på trods af, at de ikke har været på kurser sammen. Men det er slet ikke det fællesskab, man arbejder med i værdiledelse. Det er meget mere abstrakt, hvor man skal føle sig fælles med nogle værdier og normer. Virksomhederne vil have folk med hud og hår, men de skal også forandre sig, siger Kirsten Marie Bovbjerg. Hun mener, at man skulle begynde med at stille spørgsmålet, om den personlige udvikling overhovedet skal ske på arbejdspladsen, eller om ikke det et langt stykke ad vejen er noget, der hører privatlivet til. - Det sidste ord er ikke sagt i den her sag. Selv om vi skal være længere på arbejdsmarkedet, og selv om vi skal arbejde tidligere og længere, så er det til diskussion - i hvert fald i nogle kredse.