Børnepasning

Alle skal have råd til børnehave-mad

Forlig vil sikre gratis mad til børn med friplads - andre kommer højest til at betale 400 kr. om måneden

AALBORG:Der var ikke udelt begjestring, da Aalborg Kommunes socialudvalg for nylig besluttede at åbne for et forsøg med forældrebetalt mad i kommunens børnehaver. Kritikerne frygtede blandt andet, at alle ikke ville have råd til at være med. Men det er der nu rettet op på. I forbindelse med det kommende budget er det nemlig lykkedes at lave et forlig, som sikrer, at børn med friplads også får betalt en eventuel madordning. - Det er bestemt en løsning, som jeg er meget glad for, siger socialrådmand Birgit Ekstrøm (S). Hun understreger, at det fortsat er op til børnehavernes bestyrelse at bestemme, om der skal være en madordning. Men vedtager de det, vil alle også få mulighed for at være med. - Det kommer til at koste omkring 6 mio. kroner om året. Men da vi ikke regner med, at alle går igang med det samme, er der kun afsat 3 mio. det første år, forklarer Birgit Ekstrøm. Socialudvalget har på forhånd betinget sig, at maden højst må koste 400 kroner om måneden. Og der er også skrappe regler for, hvem der overhovedet må lave og servere mad. - Det bliver forvaltningen, som administrerer fripladserne, fortæller rådmanden. - På den måde undgår vi nemlig, at nogle bliver stemplet, fordi de får gratis mad, og det er for mig at se en rigtigt god løsning, understreger hun. Og udvalgsmedlem Anne-Dorte Krog (SF) er også tilfreds. Hun så ganske vist helst, at maden blev gratis for alle, men forliget er alligevel så godt, at SF også støtter forsøget. - Jeg kunne godt ønske, at vi også havde sikret eller anden form for kvalitetskontrol, siger hun. - Men forsøget er jo allerede vedtaget, og derfor er friplads-ordningen bestemt en tålelig løsning, tilføjer hun.