EMNER

Alle stemte for Mejdahl

Det blev alligevel et enigt folketing, der i går genvalgte nordjyden Christian Mejdahl (V) til formand for Folketinget.

Enhedslisten havde truet med ikke at stemme for Mejdahl, fordi partiet på baggrund af et par episoder frygtede, at han vil være for eftergivende over for regeringens ønsker om, hvordan Folketingets arbejde skal foregå. I et brev til Enhedslisten skrev Christian Mejdahl imidlertid forleden, at han "vil forsøge at gøre den frygt til skamme". Og det sikrede nordjyden genvalg med alle stemmer for. Til gengæld er han en af de 18 nordjyske MF'ere, der ikke direkte tager megen del i de faste udvalgs arbejde. Han koncentrerer sig om arbejdet i præsidiet, der tilrettelægger arbejdet i tinget. To andre MF'ere, Lene Espersen (K) og Helge Sander (V), sidder som ministre helt uden for udvalgene. Og den radikale leder Marianne Jelved har - for at få tid til at styre sit nu endnu større parti - valgt stort set ikke at have fast sæde i udvalg.