Alle taler om vejret...

Naturvidenskab 9. december 2007 05:00

BALI: Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det. Dette solide fyndord tilskrives Storm P, og han har ikke været på Bali i Indonesien i disse dage, hvor FN holder klimatopmøde. Havde han været her, ville han have sagt: Hvad sagde jeg. 1000-tallige styrker er til stede på Bali lige i øjeblikket. Ud over pressefolk er det politikere og embedsmænd. Og NGO¿ere. Disse sidste er en slags lobyister eller snarere interesseorganisationer, der ikke har noget med regeringerne at gøre. De er der, fordi de har en mening om tingene, og fordi de mener, at en forhandling om verdens klima ikke kun er regeringsanliggender. Der er for meget på spil til, at det kan overlades til regeringerne. I princippet kunne de godt 150 regeringsledere og deres embedsmænd jo godt finde på at lave en aftale i år på Bali, men det sker næppe. Der er også klimakonference næste år, og der går det næppe meget bedre. Men grunden til, at klimatopmødet er så spændende, er, at mødet skal holdes i København i 2009. Og på det møde skal der helst laves en aftale, der kan afløse den nuværende ¿ Kyoto-aftalen ¿ som udløber om et par år. Men det bliver svært, for alle taler om vejret, og ingen gør noget ved det. Alle er også enige om, at der skal ske en markant reduktion i CO2-udslippet. Men hvem skal spare? Ulandene mener ikke, de skal spare, for de er aldrig kommet i gang med at grise lige så meget som den vestlige verden. Den vestlige verden er også ganske splittet. Danmark har et solidt udslip på 11 tons CO2 per indbygger, mens det i USA er på 20 tons. Skulle alle så ikke bare spare det samme i procent? Ville det ikke være rimeligt? Det er der ingen, der kan blive enige om. Det vil ramme USA hårdere end resten af verden. Og USA er en vigtig spiller. USA er nemlig ikke med i Kyotoaftalen. Skal vi så skære det samme per indbygger, kunne USA måske foreslå. Det vil sige, at hvis amerikanerne sparer fire tons årligt, så er det en reduktion på 20 procent. Og en reduktion på 35 procent i Danmark. Men det går jo heller ikke, for amerikanerne vil så stadig være verdens største miljøsvin på CO2-området. Og ulandene skal skære deres udslip ned til 0. Det er med andre ord en umulig opgave, alverdens politikere er på. Og der er også masser af andre ting at tage hensyn til: Russerne for eksempel. De forlanger respekt! Giver man dem ikke respekt, bliver der ikke nogen aftale med dem. De har nemlig aldrig glemt den periode, da der var to supermagter i verden. Men med respekt og ydmyghed får man også Putins drenge med. Taler man om udviklingslande, der ikke skal spare så meget som den industrialiserede verden, så er der også mange, der melder sig under fanerne. Sydkorea, Mexico og andre vil godt kaldes ulande, hvis de kan få lov til at forurene. På andre områder vil de ikke kaldes ulande, og der er også forskel på den koreanske tigerøkonomi og mange afrikanske landes armod. Det, som iagttagerne her på Bali tror, kan blive løsningen, er med andre ord et kludetæppe. Hvor Kyotoaftalen var rimeligt klar, så ender den næste aftale ganske givet med, at der laves masser af småaftaler, undtagelser, regler og afvigelser. Dermed bliver forhandlingerne også mere indviklede, men det giver håb om, at en verden i (klima)forandring får en ny aftale. De har snakket en uge nu på Bali. I næste weekend slutter det. Håbet for Balimødet er, at der måske kan komme en køreplan for, hvordan en kommende aftale skal forhandles på plads. Når ugen er gået, så er de holdt op med at tale om vejret på Bali. Så må vi se, om der er nogle, der gør noget ved det.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...