Alle tiders at have mange børn

Michael og Mette Kvols fra Sennels er forældre til seks børn fra nul til ti år

Lone Lærke Krog
Mette og Michael Kvols ønskede sig fra begyndelsen en stor børneflok. Først så det imidlertid ikke ud til, at Mette kunne blive gravid på naturlig vis. Men lægens forudsigelse blev gjort til skamme. Hele seks dejlige børn er det nu blevet til. Her ses Mette med baby Clara Sofie på armen og Michael med Albert (2), forrest fra venstre Jonathan (4), derefter Josefine (8), Kirstine (10) og Emilie (6). Foto: Ole Iversen
EMNER 19. juni 2012 00:00

SENNELS: - Vi kan godt reklamere for at få en stor familie. Jeg tror faktisk ikke, der er den store forskel på, om der er to eller seks børn. Jo, vi har mere af alting. Men der er de samme glæder og bekymringer, skriver Thisted Dagblad.

Sådan lyder det fra Mette Kvols, 38 år.
Hun sidder afslappet på bænken og ammer det nyeste medlem af familien - lille Clara Sofie - kun to uger gammel.
Der er næsten ufattelig roligt i det 238 kvadratmeter store hus midt i Sennels, selv om de øvrige fem børn i alderen nul til ti år også er hjemme.
Det ene øjeblik sidder de bøjet over en spillemaskine i håndholdt udgave, det næste øjeblik skal de to ældste piger hen og stryge babyen over håret - og lidt efter er de ude i haven for at kigge til kaninerne.
Her i den tidlige sommer er der måske også ekstra harmonisk i den store familie, fordi både mor og far har barselsorlov fra deres fuldtidsarbejde som fysioterapeuter.
Til hverdag har familien en ung pige i huset, hvilket ifølge Mette Kvols er en god investering i forhold til at få de praktiske ting til at fungere - og i forhold til den ro, det skaber, når der er nogen hjemme morgen og eftermiddag.
For selvfølgelig er der en meget større husholdning og mere travlhed, når familien tæller otte i stedet for fire.
- Selvfølgelig tager det tid, når de skal have vasket hår. Og folk sukker, når de står bag én i køen til kassen ved supermarkedet, fortæller Mette Kvols.
- Nogle gange går det også lovlig stærkt, når der er skole-hjem samtaler, tilføjer Michael Kvols.
Til gengæld er børnene gode til at tage ansvar og hjælpe hinanden.
- Vi behøver ikke at styrte ud i haven, fordi der er en af drengene, der græder, hvis storesøster er derude. Hun skal nok komme, hvis der er brug for det, siger moderen.
- De lærer jo også af hinanden, tilføjer faderen.
De to største piger - Kirstine og Josefine - er også i stand til at skifte ble.
- De gør det også gerne, for så kan de måske se, at de kan få lidt tid sammen med mig bagefter, siger Mette.
Farvesymboler på vasketøjskurvene vidner om, at systematik hjælper alle til at holde orden. Børnene er i høj grad selvhjulpne.
- Man kan sige, at de nogle gange lærer tingene på den hårde måde, men til gengæld får de så mange andre ting ved at have søskende.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...