Alle veje fører til Aalborg

Der kommer studerende fra hele verden til Aalborg Universitet

Aalborg 1. september 2004 06:00

AALBORG: Forgangen i Studenterhuset på Gammeltorv i Aalborg minder mest om en international banegård. Kufferter, rygsække og andet bagage fylder godt op, og der bliver talt hollandsk, engelsk, spansk og andre fremmedsprog imellem hinanden. Mandag og tirsdag er de store modtagedage for studerende fra udlandet, der skal studere på AAU. I et stort lokale på første sal har medarbejderne fra universitetets internationele kontor travlt med at registrere de nyankomne, og boligkontoret lige så travlt med at anvise dem et sted at bo. Gæstestudenterne kommer til fra alle dele af verden. - De kommer fra all-over, siger Kirsten Jakobsen, der er sekretariatsleder for det internationale kontor på AAU. - Kina, Gambia, Colombia, USA, remser hun op, mens hun bladrer i listerne med de studrende, der er ankommet. Nogle af de udenlandske studerende kommer her som udvekslingsstudenter fra universiteter, som AAU har samarbejdsaftaler med. De skal som regel kun være her i et eller to semestre. Andre kommer for at tage en akademisk afgangseksamen. Det er de såkaldte "degree-studerende", som skal være her i to år for at gøre deres uddannelse færdig. - De har en bachelor-grad eller noget, der svarer til det, fra deres hjemland. Hver enkelt ansøgning er blevet behandlet for sig, for at sikre, at vedkommende opfylder betingelserne for at læse videre i Aalborg, siger Kirsten Jakobsen. For de gæstestuderende, der skal have visum for at komme til Danmark, begynder behandlingen af deres ansøgning næsten et år i forvejen, og det kan godt være svært at vurdere de udenlandske eksamener. - I Kina for eksempel er der i hundredvis af universiteter, og kun en del af dem er statsanerkendte. Første trin er at finde ud af, om de har taget deres uddannelse på et statsanerkendt universitet, siger Kirsten Jakobsen. Hun har ikke et præcist overblik over, hvor mange degree-studerende, der begynder på AAU i år. - Jeg ved, hvor mange der har meldt deres ankomst, men jeg ved ikke, hvor mange af dem, der kommer. Men jeg vil skyde på cirka 150, siger Kirsten Jakobsen. Udover at få anerkendt deres uddannelse er der nemlig flere forhindringer, der skal ryddes af vejen. Blandt andet skal de dokumentere, at de kan forsørge sig selv, og det betyder, at de skal have rådighed over 50.000 kroner. - Og det er jo ikke alle, der lige har 50.000 kroner i banken, siger Kirsten Jakobsen. Derfor er der en hel del af dem, der er blevet tilbudt en plads, der ikke kommer alligevel. Kirsten Jakobsen peger på, at AAU har gode uddannelser på engelsk, som en af årsagerne til, at der er så stor søgning fra udlandet. - Danmark er også et forholdvis sikkert land, der har ry for gode uddannelser. Og så får de en enormt god service i Aalborg, siger Kirsten Jakobsen. Den gode service omfatter, at der står en bolig klar, når de ankommer. Der er også en kort introduktion til at studere i Aalborg, og alle bliver tilbudt et danskkursus, som foregår på AAU. Og så er der et "buddy-system". - Hver studerende fra udlandet får en buddy - en dansk studerende, der hjælper med alle de praktiske problemer, der følger med at flytte til et fremmed land. For nogle udvikler det sig til et livsvarigt venskab, siger Kirsten Jakobsen. Hun mener, at de studerende fra udlandet er med til at berige AAU. - De giver en international dimension til uddannelserne. Det gavner de danske studerende, der ikke tager til udlandet. I en globaliseret verden er det vigtigt at kende andre kulturer og sprog, og det kommer de til, når de læser sammen med udlændinge. Og så bliver de udenlandske studerende gode ambassadører for Danmark. De glemmer aldrig deres ophold her, siger Kirsten Jakobsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...