Alle venter i spænding på skatte-afklaring

Skattepolitik 1. september 2007 06:00

KØBENHAVN: Forhandlerne for de partier, der stadig taler med regeringen om skattelettelser, forlod i går Christiansborg uden at være kaldt til forhandling. I stedet brugte regeringen energien til at finde en løsning, som først og fremmest Dansk Folkeparti kan gå med til. Ifølge Ritzau har der været kontakt mellem regeringen og Dansk Folkepartis finansordfører og gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, i løbet af fredagen, dog uden egentlige forhandlinger. Finansordføreren står for de økonomiske beregninger for Dansk Folkeparti, og når der er fornemmelse af, at der er grobund for egentlige forhandlinger, er formand Pia Kjærsgaard også en central person. Hun forlod fredag København for at besøge partiforeningen i Ringsted uden at være kaldt til forhandling. - Jeg ved ikke, hvornår der sker noget, sagde Pia Kjærsgaard i aftes. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har sat 3. september som deadline. Kristian Thulesen Dahl er set med regeringens øjne nøglepersonen, hvis der skal strikkes en model sammen, som både De Konservative og Dansk Folkeparti kan nikke ja til. Skatteforslaget indebærer, som det foreligger fra regeringens side, lettelser i topskatten, hvilket Dansk Folkeparti har meget svært ved at acceptere. Bendt Bendtsen har solgt skattepakken som sejr, så et tilbagetog vil hurtigt få det modsatte fortegn. Ud over Dansk Folkeparti er De Radikale og Ny Alliance stadig med i forhandlingerne. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...