Alle vil have hertuginde Kates øreringe

Smykkefirmaet Heavenly Necklaces oplever et stormløb fra kunder, der vil købe hertugindens perleøreringe

Alle vil have hertuginde Kates øreringe

Mange englændere kiggede interesserede med, da den engelske hertuginde Kate af Cambridge trådte ud af St. Paul's Cathedral i London i forbindelse med fejringen af dronning Elizabeths 60-års regeringsjubilæum.

Og rigtigt mange tv-seere lagde tilsyneladende mærke til de øreringe, som den tidligere frøken Middleton bar i den anledning.

For mindre end 24 timer senere var de ifølge websitet Now Daily fuldstændigt udsolgt i smykkefirmaet Heavenly Necklaces' webshop.

Det drejer sig endda bare om et par falske perleøreringe til den overkommelige pris af 48 pund eller knap 450 kroner.

Men hertuginde Kate har for vane at supplere designergarderoben og de dyre smykker med billige modeller fra ganske almindelige forretninger.

Hvad kjolen angår var der dog tale om en dyr Alexander McQueen-kreation med blonder.

/ritzau/