Aller vækker afsky med prostitueret som præmie

Foto Michael Koch Pernille bagge vigsø ny sf politiker fra løgstør i tinget
9. marts 2007 05:00

KØBENHAVN: Afsky og forargelse. Det er flere ligestillingsordføreres reaktion på, at et af bladkoncernen Allers mandeblade har lavet konkurrencer, hvor gevinsten er en prostitueret pige. I februarudgaven af Aller-bladet “Super” kan bladets læsere vinde pigen “Laura” fra Slagelse, og lignende konkurrencer er blevet holdt i andre numre. - Det er simpelthen grotesk, at man kan komme i tanke om sådan noget. Bladet fornedrer de mennesker, det bruger på den måde og udnytter deres ulykke for egen vindings skyld. Det er skræmmende, at de ikke tænker over, at de bidrager til menneskelig elendighed, siger SF’s ligestillingsordfører, Pernille Vigsø Bagge. Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Anne-Marie Meldgaard, kræver en klar markering af, at Aller ikke vil forsætte med konkurrencerne. - Det er skræmmende, at en kvinde som Bettina Aller kan stå i spidsen for en koncern, der tilbyder prostituerede som præmier i et blad. Jeg håber meget, at hun står frem og tager skarpt afstand fra det her, siger hun. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Bettina Aller, og heller ikke administrerende direktør Pål Thore Krosby ønsker at udtale sig om, hvorvidt koncernen tager afstand fra konkurrencen. I stedet henvises der til datterselskabet Aller International, der udgiver bladet. I en pressemeddelelse med titlen “Luderkonkurrence” skriver bladets chefredaktør, Jan Nielsen: - Det overvejende spørgsmål er, hvorfor vi bringer sådan en konkurrence. Svaret er enkelt: Det gør vi, fordi de prostituerede har bedt os om det. Baggrunden er, at berøringsangsten omkring prostitution i danske medier er så udtalt, at vores magasin i dag reelt er et af de meget få medier, hvor pigerne kan forvente en fair og fordomsfri behandling. Vi gør os ikke til moralske dommere over de kvinder, som har valgt prostitution som næringsvej, og vi ser derfor heller ikke et problem i at give dem et talerør i et mediebillede, som ellers fortrinsvis beskæftiger sig med begrebet, hvis man kan kæde det sammen med sensation og skandale, hedder det i meddelelsen./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...