Allerede kørt fast?

LEDER Vrede i fagbevægelsen, og S-SF-vælgere på flugt - er regeringen...

Det kan godt være, at tidens ikke færre end 23 ministre strutter af stor selvtillid og gå-på-mod (og hvem ved, vel også glæde over pludselig adgang til ministerbiler og ministerkontorer) - men folket er ikke rigtigt med S-R-SF-konstruktionen. I hvert fald kunne noget tyde på, at trekløver-samarbejdet - som nogle har omdøbt til "den rødikale regering" - allerede har tabt pusten. Ikke nok med, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på forbavsende kort tid er kommet i overhængende fare for at lægge sig ud med sine nærmeste, fagbevægelsen, der har truet med lønkonflikt, hvis regeringen både gør dagligvarer dyrere med et nyt virvar af højere afgifter og samtidig opfordrer lønmodtagerne til at holde igen med at stille lønkrav. Vælgerne som sådan vender sig også væk fra i hvert fald to ud af tre regeringspartier. For mens meningsmålinger melder om voldsom tilbagegang for såvel Socialdemokraterne som Socialistisk Folkeparti, bliver De Radikale ved med at gå frem i tilslutning - samtidig med, at i det mindste dele af De Radikale virker uenige om den fortsatte kurs. På det seneste har det vist sig, at lokale partiformænd er meget imod at læne sig op ad ét og kun ét parti, nemlig det parlamentariske grundlag ved navn Enhedslisten. Faktisk kunne de lokale formænd godt tænke sig mange brede forlig (typisk om økonomi), hen over midten, altså med de borgerlige, og få smalle forlig (typisk om værdipolitik) med Enhedslisten. Kun tiden kan vise, om det alligevel var uhensigtsmæssigt af De Radikale så kategorisk før folketingsvalget at stå fast på at ville vælge side til fordel for "rød blok". For måske havde Margrethe Vestager trods alt fået mere af sin politik igennem sammen med "blå blok" i stedet for i løbet af forholdsvis kort tid at køre ubehjælpeligt fast sammen med "rød blok", der har tabt terræn i modsætning til et parti som Venstre, der ifølge en Voxmeter-måling for Ritzau nu pludselig er oppe på at have 53 mandater og dermed igen kan sikre flertal for "blå blok".