Allergi-kampagne afvist

Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil ikke iværksætte en informationskampagne om risikoen for at få allergi ved omgang med euro-mønterne, selv om en schweizisk undersøgelse har vist, at mønterne indeholder så meget nikkel, at det kan fremkalde allergiske reaktioner. Han henviser til, at forsøgspersonerne i undersøgelsen fik udslæt, efter at mønterne var blevet fastgjort til ryggen af dem i to til tre døgn. Den allergiske reaktion er udløst af, at euro-mønterne afgiver 240-300 gange så meget nikkel, som EU's nikkeldirektiv tillader. Det er tre gange så meget som danske og svenske mønter. Men risikoen for allergi afhænger ifølge Miljøstyrelsen ikke kun af nikkelafgivelsen, men også af, om kontakten med huden er direkte og langvarig. Nikkeldirektivets grænseværdi gælder genstande, der kommer i direkte og langvarig kontakt med huden såsom ure og smykker. Det samme gælder ikke for mønter, og de er derfor ikke omfattet af nikkeldirektivet, skriver Lars Løkke Rasmussen i et svar til Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Birthe Skaarup. - Der er således ikke nogen umiddelbar grund til at antage, at danskere, der rejser i Europa, har en væsentlig forøget risiko for at få nikkelallergi, siger sundhedsministeren. /ritzau/