Alligevel grænser for ytringsfriheden?

Da fotografiapparatet blev opfundet, førte det til en demokratisering af "afbildningskunsten". Nu var det ikke kun kongehuset, kirken og adelen, som kunne lade sig portrættere. Nu kunne alle lade sig forevige.

EMNER 14. april 2006 20:53
På fjernsyn var det lidt den samme kulturelle historie. Først var fjernsyn forbeholdt bestemte kulturelle genrer og aktører, ikke mindst mænd. Men fjernsynet banede også vejen for en yderligere demokratiseringstendens: Det er ikke kun "spidserne", "den kultuelle elite" eller magthaverne, der kommer på skærmen. Det er også personer, der ser anderledes ud. Er det vejen til enden? Er det virkeligt et "sygt knæfald for muslimer"? Man skal godtnok være sortsynet og have en meget kort historisk horisont - også samtidshistorisk - for at kunne se på sagen, som Jens Rosenkilde gør. "Vor kultur" er en kultur i bevægelse. Den er ikke forstokket, fastfrosset, forstenet eller på anden måde forvitret. Den er dynamisk. Den er ikke uden problemer, heller ikke medieproblemer. Men noget knæfald mener jeg ikke, det er. Skulle vi have ladet arbejderne formene adgang til den mediekulturelle arena? Hvis vi virkelig vil forståelse og ikke forstokkelse, så må medier afspejle denverden og den mangfoldighed der findes. Jeg er ikke fortaler for tørklæder eller andre former for afvigelse, som kan vække min forargelse. Men vi må insistere på et åbent og demokratisk tilgængeligt mediebillede. Jeg tror også, at Jens Rosenkilde var modstander af Muhammed-tegningerne. For ellers giver det da slet ingen mening. Jeg mener, hvis man er for ytringsfrihed, hvorfor må mennesker med tørklæder så ikke også ytre sig professionelt. Ligesom professionelle tegnere?
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...