Alligevel HHE-bredbånd til Fjerritslev

Forbrugere i Fjerritslev vil få tilbudt bredbånd fra elforsyning - trods bruddet med antenneforeningen

Hans Chr. Nielsen
Han Her­reds El­for­sy­ning er godt i gang med at for­sy­ne Jam­mer­bug­ten med bred­bånd, både til kom­mu­na­le in­sti­tu­tio­ner og pri­va­te, og nu kom­mer til­bud­det til Fjer­rits­lev.ARKIVFOTO
Forbrugerforhold 6. september 2006 06:00

FJERRITSLEV: Selv om samarbejdet mellem Fjerritslev Antenneforening og Han Herreds Elforsyning er forlist, kan forbrugere i Fjerritslev alligevel blive tilsluttet HHEs bredbånd med hvad det giver af muligheder for hurtigt internet, telefoni, et stort antal tv-kanaler og bredbåndsbiograf hjemme i sofaen. - Det har hele tiden været meningen, at vi ville tilbyde vores bredbåndsforbindelse til forbrugerne i Fjerritslev, uanset om vi kunne få et samarbejde med antenneforeningen eller ej, siger direktør Henrik Mentz, HHE. Vi har fået en række henvendelser fra borgere i Fjerritslev, der gerne vil kobles på vort bredbånd, og vi venter at gå ud med en kampagne inden for en måneds tid. Henrik Mentz påpeger, at HHEs lyslederkabler allerede er ført ud til de kommunale institutioner i Fjerritslev, og at det således er forholdsvis let at koble private forbrugere på. Direktøren understreger, at HHEs lyslederkabler med store båndbredder rummer betydeligt større muligheder end antenneforeningens kobberkabler, bl.a. hvad angår hurtig transport af store datamængder. Her betyder tiden meget, både når man skal downloade, og når man skal sende store datamængder, f.eks. digitale billeder. Henrik Mentz undrer sig i øvrigt stadig over, at det ikke lykkedes at nå til enighed om et samarbejde med Fjerritslev Antenneforening, ikke mindst i betragtning af, at HHE var parat til at skyde 5,7 mio. kr. i projektet: Betaling af antenneforeningens gæld på 1,5 mio. kr., gratis tilslutning på 2,3 mio. kr. (775 medlemmer á 3000 kr.), og rabatter på 1,9 mio. kr. - svarende til 7400 kr. pr. abonnent. - Men nu skal der kigges fremad, siger Henrik Mentz. Vi begynder tilslutningen af private abonnenter, når der er tegnet 40. Antenneforeningens bestyrelse begrunder bruddet med HHE med, at parterne ikke kunne blive enige om formen for en medlemsundersøgelse. Bestyrelsen ville have foreningens samarbejdspartner gennem flere år, Brix og Kamp, med til at gennemføre undersøgelsen, men HHE fandt det ikke rimeligt, at en leverandør, der alt efter undersøgelsens udfald risikerede at miste sit arbejde for foreningen, skulle spille så stor en rolle i forbindelse med undersøgelsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...