Forsikringsvirksomhed

Alm. Brand giver efter

Udskældt forsikringsselskab vil alligevel dække de seneste ugers tøbrudsskader.

Flere hundrede kunder i forsikringsselskabet Alm. Brand kan ånde lettet op. De har udsigt til alligevel af få dækning for de seneste ugers tøbrudsskader. - Vi er blevet klogere, siger privatdirektør Pia Holm Steffensen. - Efter at vores taksatorer har været ude og kigge på skaderne er vi nået frem til, at det er den rigtige beslutning at dække. - Der har været en helt usædvanlig kombination af regn, tøvejr og frossen jord, siger hun om årsagen til, at selskabet nu fraviger sin hidtidige praksis om, at forsikringen kun dækker tøbrudsskader i tilfælde af en pludselig temperaturstigning fra frost til 8-10 plusgrader. Intet presse-pres Mens adskillige andre forsikringsselskaber har fraveget denne regel - som ikke står omtalt i forsikringspolicen - har Alm. Brand indtil nu valgt at holde fast. Alm. Brand-direktøren afviser, at det er den omfattende medieomtale af de nødstedte forsikringskunder, som nu får selskabet til at skifte mening. - Vi har været ude og kigge på de faktiske forhold, siger Pia Holm Steffensen. Hånd om kunderne Ifølge privatdirektøren er det for tidligt at sige, om Alm. Brand vil ændre i sine generelle retningslinjer for dækning af tøbrudsskader: - Det vigtige er, at vi tager hånd om kunderne og deres skader, siger hun. Nordjylland har været hårdest ramt af tøbruddet, og alene her har op mod 200 Alm. Brand-kunder meldt om vandskader.