Frederikshavn

Almina byder velkommen

Ny bosætningskonsulent får udenlandsk arbejdskraft til at slå sig ned i Frederikshavn Kommune

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Almina Nikontovic på Frederikshavn Havn. Det er ikke mindst de maritime virksomheder i kommunen, der efterspørger arbejdskraft, og bosætningskonsulenten har tæt kontakt til de store virksomheder på havnene i Skagen og Frederikshavn.

FREDERIKSHAVN:- Min kæphest er, at alle skal lære dansk. Sproget er helt afgørende, hvis integrationen skal lykkes, siger Almina Nikontovic (36).

Siden 1. oktober 2015 har hun været ansat i en nyoprettet stilling som bosætningskonsulent i Frederikshavn kommune.

Som navnet og dialekten måske antyder, er hun ikke fra selve Frederikshavn. Almine Nikontovic er fra Bosnien og kom til Danmark som krigsflygtning i 1993, og siden december 1993 har hun boet i Frederikshavn.

Hun taler selv fem sprog - bosnisk, dansk, engelsk, fransk og spansk - og sproget er nøglen til god integration. Det er hendes budskab til de udenlandske familier, hun dagligt er i kontakt med.

Fastholde udlændinge

Det overordnede mål er at skaffe nye borgere i Frederikshavn Kommune. At vende fraflytningen og få folk til at bosætte sig i landets nordligste kommune.

Ifølge alle prognoser bliver der de kommende år stor efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft, så i første omgang forsøger Almina at fastholde noget af den udenlandske arbejdskraft, som ér her allerede. At få rumænere og polakker på de maritime virksomheder til at blive lidt længere på arbejdsmarkedet - og at få de udenlandske familier til at bosætte sig i Frederikshavn Kommune.

Hjælp til alt det praktiske

- Jeg har et godt samarbejde med virksomhederne. For eksempel Karstensens Skibsværft og Elcor i Skagen, der har mange udlændinge ansat. Succeskriteriet er, at vi de næste to år skal fastholde mindst 50 familier, siger Almina Nikontovic.

Hun står klar med hjælp til alle de praktiske udfordringer, som møder både virksomhederne og de udlændinge, som kommer herop for at få arbejde.

- Det er for eksempel alt papirarbejdet. Det er hjælp til sprogundervisning, hjælp til at finde en lejlighed, hjælp til at komme i gang med skole og pasning og ikke mindst hjælp til at finde et socialt netværk og omgangskreds i lokalsamfundet, siger Almina Nikontovic.

Hun er for eksempel i tæt kontakt med Venligboerne og Dansk Røde Kors’ lokalafdelinger, og forsøger også at udbrede budskabet via Facebooksiden ”New in Frederikshavn Kommune”.

- Foreningslivet er noget helt specielt i Danmark, og den letteste indgang for børn og unge er gennem skolerne og deres kammerater. Børn er naturligt nysgerrige. Det er mere problematisk med de voksne. Hvordan få vi dem integreret og ud blandt andre voksne i lokalsamfundet, siger Almina, der også trækker på sin uddannelse som coach.

Ud på virksomhederne

Hun tager for eksempel ud på arbejdspladserne og fortæller om arbejdspladskulturen, om fagforeningerne og om dansk kultur i det hele taget.

En vigtig brik i arbejdet med at fastholde udenlandsk arbejdskraft er muligheden for at skaffe job til tilflytternes partner.

- Vi har et stort netværk i kommunens virksomheder og ved, hvad der rører sig i forskellige brancher og forsøger at lave ”job-klub” for ægtefæller, siger Almina - der ikke udelukkende vil måles på antal nye borgere. Det handler lige så meget om kvaliteten af integrationen. Og så er vi tilbage, hvor vi startede: Sproget.

- Sproget er det første skridt til vellykket integration. Jeg oplever gang på gang, hvor meget det betyder, når jeg møder mennesker, der er kommet her til fra hele verden, siger Almina Nikontovic.

Fakta om Almina

Almina Nikontovic startede som bosætningskonsulent i Frederikshavn Kommune 1. oktober 2015.

Hun er 36 år og kom til Frederikshavn som 13-årig.

Sammen med sin familie flygtede Almina fra borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien.

Fra 1995-97 gik Almina på HF på Frederikshavn Gymnasium og startede derefter på Aalborg Universitet, hvor hun har taget en cand. mag-uddannelse i fransk og internationale studier.

Almina har arbejdet som tolk, som virksomhedskonsulent og projektleder i Hjørring Kommune og har siden 2007 været ansat i Frederikshavn Kommune.

Sideløbende har hun undervist i fransk, engelsk og coaching.

For øjeblikket er hun ved at færdiggøre en diplom-uddannelse som life coach.

Almina er gift med Emir, der er automekaniker, og sammen har de datteren Adela på snart fire år.

Virksomheder kan kontakte Almina Nikontovic på alni@frederikshavn.dk.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.