Alona beholder sit job
Trikinøsen fra Tican, ukrainske Alona Knyr, har i sidste øjeblik fået familiesammenføring. Næste mål er permanent opholdstilladelse
THISTED: Ukrainske Alona Knyr, som til daglig arbejder hos Slagteriet Tican i Thisted, frygtede at skulle sige sit gode og faste job op. Heldigvis blev hendes sag løst hurtigere end forventet hos Udlændingestyrelsen.
- Alt er simpelthen bare gået, som det skulle, siger Ole Ebbesen, der arbejder selvstændig som personalekonsulent og er ekspert inden for udenlandsk arbejdskraft.
Alona Knyr netop har fået familiesammenføring, og hun havner dermed ikke i et tomrum mellem to lovgivninger.
Mand blev statsborger
Det hele begyndte at gå galt, da hendes mand Andrii Knyr, som også har ukrainsk baggrund, i februar sidste år fik dansk statsborgerskab. Hun har været i Danmark i seks år som medfølgende familie, og da hun i august 2017 søgte om at få forlænget sin aftale, fik hun afslag. Det slog benene helt væk under hende, for hun risikerede at skulle sige sit arbejde op med få dages varsel. Årsagen var, at Andrii Knyr havde skiftet status til at være dansk statsborger et halvt år for inden.
Pludselig var det de samme regelsæt, som når en etnisk dansker vil have sin udenlandske ægtefælle til Danmark, som var gældende. Det var hverken Andrii eller Alona opmærksomme på.
Ole Ebbesen oplyser, at der er mange, der er fanget i den samme situation, som Alona netop har været i.
- Men nu lover Udlændingestyrelsen, at man i sager som Alonas vil lave en hastebehandling, så det fremadrettet vil tage 3-4 uger og ikke 10 måneder, siger Ole Ebbesen.
Alona Knyrs tilladelse er gældende i to år, hvorefter hun skal søge igen. Hun er glad for, at der falder lidt ro på det hele.
- Nu kan jeg være her i to år, men jeg vil gerne have permanent opholdstilladelse. Det er mit mål, siger Alona Knyr.
Alona Knyr glæder sig over afgørelsen, men alligevel er hun stresset.
- Jeg synes, at reglerne skifter meget. Man skal hele tiden være opmærksom på nye regler. Det er vildt stressende. Jeg vil jo gerne have fokus på at arbejde, siger Alona.
Trikinøse
Hun arbejder som trikinøse om natten hos Slagteriet Tican. Jobbet består i, at hun tager prøver af svinekødet for trikiner, som er en parasit. Det er et job, der kræver uddannelse, og dermed er man fra Ticans side også glad for, at hun fortsat må være på det danske arbejdsmarked.
- Det ville være meget surt for os, hvis hun skulle stoppe, så det er rart, at det er faldet på plads, siger Alona Knyrs daglige leder hos Tican, Helle F. Bech.
Sagen om Alona Knyr kom frem i januar efter, at Mohamed-sagen blev bragt i NORDJYSKE og en række landsdækkende medier.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.