Alonso sejrede i aftenløb

Ferraris Fernando Alonso vandt Formel 1-aftenløbet i Singapore, mens Lewis Hamilton endte med at blive den helt store taber i VM-kampen.

Fernando Alonso kom først over målstregen i Singapore. Foto: Scanpix

Fernando Alonso kom først over målstregen i Singapore. Foto: Scanpix

Spændingen i kampen om årets verdensmesterskab i Formel 1 steg yderligere efter søndagens grandprix i Singapore, hvor Ferraris Fernando Alonso viste sig bedst i aftenløbet. Den dobbelte verdensmester fra Spanien sejrede foran Red Bulls Sebastian Vettel, mens den anden Red Bull-kører, Mark Webber, blev treer. McLarens Lewis Hamilton blev den helt store taber i Singapore. Hamilton lå inden løbet toer samlet, men efter et sammenstød med Webber udgik Hamilton, og det var tredje gang i de seneste fire løb, at englænderen ikke fuldførte et løb. Webber fortsatte uden problemer efter sammenstødet og forsvarede derfor sin føring i VM-stillingen. Med 202 point er han dog kun 11 point foran Alonso på andenpladsen. Hamilton (182), Vettel (181) og den forsvarende verdensmester, Jenson Button (177), har dog med fire løb tilbage i sæsonen også muligheder for at vinde VM-titlen. Der gives 25 point for en sejr. Sejren var Alonsos fjerde i denne sæson. /ritzau/