Skagen

Alpha i højt gear

Maskinfabrik har leveret 1200 gearbokse siden 1969

FREDERIKSHAVN:Ingen fire-taktere uden gear, og siden 1969 har motorfabrikken Alpha Diesel i Frederikshavn bygget 1200 af slagsen. Alpha-Gear nr. 1200 er af typen AMG28 og en levering til Karstensens Skibsværft i Skagen, hvor det skal installeres i en nybygget fisketrawler til den irske reder Pauric Conneely. - Vi har optalt fra 1969, fordi det var året, hvor det første komplette fire-takts anlæg blev leveret fra Alpha Diesel. I gennemsnit er der således leveret mere end 35 gear pr. år, fortæller ingeniør og projektleder Steffen Jacobsen fra motorfabrikken. Han tilføjer, at de allerførste servo-gear blev leveret i 1947 til gamle Alpha-designede to-takts anlæg, men de er ikke taget med i optællingen. - Teknologisk set har gearene gennem alle årene været under stadig udvikling og optimering. Resultatet er et stabilt og driftssikkert produkt, der indeholder dagens nyeste teknologier, og som fuldt lever op til nutidens strenge krav til præcision og funktionalitet til en konkurrencedygtig pris, siger Steffen Jacobsen. Gearet er et uundværligt knudepunkt for alle skibe med fire-takts fremdrivningsanlæg. Foruden at konvertere motorens omdrejningstal til det, der er optimalt for propelleren, så indeholder gearkassen vigtige hovedfunktioner som hydraulisk til- og frakobling af hovedmotoren, hydraulisk styring af propellerstigningen, propeller-akselbremser samt diverse krafttags-løsninger. Grundmodulerne er designet, så de kan tilpasses ethvert behov med hensyn til antal kraftudtag og hvor hurtigt de skal køre rundt, og om der skal trækkes effekt ud til en pumpe eller en generator. Eller omvendt om der skal tilføres ekstra effekt til gearet, såkaldt power-boost. I det daglige udgøres gearsjakket i montagen på Alpha af seks erfarne folk, mens designarbejdet og de kundetilpassede løsninger varetages af tre ingeniører, Steffen Jacobsen, Arne Pedersen og Henrik Husgaard, samt to tekniske assistenter, Mirian Andersen og Rikke Thastum. Det runde gear-tal på Alpha blev fra morgenstunden markeret med i montagen med morgenkaffe ligesom det "runde" gear får behørig omtale i danske MAN B&W Diesel's husblad.