Vandforsyning

Als må undvære vand i fire timer

Der lukkes for vandet, mens en række nye byggegrunde i byen tilsluttes vandforsyningen.

Samtlige husstande i Als vil onsdag være uden vand i hanerne i ca. fire timer. Der lukkes kl. 10 om formiddagen, og man forventer først, at forsyningen vil være normal ved ca. 14.- tiden, oplyser Anders Andersen fra vandværket i Als. Afbrydelsen har ikke noget med udskiftningen af gamle vandledninger at gøre, men skyldes tilslutning af en række nye byggegrunde vest for Ravnbjergparken og nord for Vikingvej. Arbejdet med udskiftningen af gamle ledninger i midtbyen fortsætter. I disse dage er det forlængelsen af Hulvejen mod vest til gadekæret, Flouen, der bliver skiftet. Det arbejde forventes at være færdig i løbet af den kommende uge. Indtil da vil der forekomme periodisk afbrydelser, der dog kun vil berøre husstande i midtbyen.