Alsidige aktiviteter præger OK-klubbens program i 2003

HIRTSHALS: OK-klubben i Hirtshals er en blandt i alt 72 OK-klubber i Danmark. Mange studser, når de hører om disse klubber og ved ikke rigtig, hvad de indeholder og står for. En OK-klub er en pensionistklub, hvor man også gerne har førtidspensionister og efterlønnere som medlemmer, ligesom støttemedlemmer er velkomne. "O" står for omsorg, mens "K" står for kultur. OK-klubberne er upolitiske og klubbernes arrangementer veksler mellem foredrag, sang, musik, udflugter mv. - Det er også vigtigt for os, at medlemmerne får tid og lejlighed til at tale sammen og hygge sig med hverandre, når vi mødes, fortæller OK-klubbens formand i Hirtshals, Bodil Jensen. Den første OK-klub blev startet på Frederiksberg i 1967 og Hirtshals-klubben har eksisteret siden 1971. Hendes kongelige højhed prinsesse Benedikte er protektor for OK-klubberne i Danmark. Den lokale OK-klub har netop udsendt årets program. Det lever i sandhed op til den alsidighed og afveksling i arrangementers indhold, som er klubbernes kendetegn. Alle møder foregår på tirsdage og mødestedet er Lyngcafeen på ældrecenteret Lynggården. Første gang bliver 4. februar, hvor Kamma Nørgaard og Villy Rasmussen viser lysbilleder fra deres tur til Nordkap. Bagefter er der pakkefest. 4. marts kommer konsulent Tage Enevoldsen, Brønderslev på besøg og fortæller om forfatteren Thomas Olesen, Løkken. "Vendelbomål i ord og toner" er overskriften, når Gurli Odde og Kurt Welander 1, april underholder i OK-klubben. Forhenværende borgmester og indenrigsminister Thorkild Simonsen, Århus kommer på besøg 6. maj for at give nogle "glimt fra et langt liv". 3. juni er der udflugt til Jesperhus Blomsterpark på Mors. Efter sommerferie, indleder sygepljerske Birgit Thybjerg 2. september efterårsmøderne med et fordrag om inkontinens. Inger Lauritzen, Lønstrup underholder med sang og musik 7. oktober og Vagn Bjørnholt, Silkeborg vil 4. november vise en af sine gode film. 25. november er der julemøde med pastor Marianne Madsen og pianist Jutta Engbjerg. schib