Torp

Alstrup for 100 år siden

HVALPSUND:Der er dømt lokalhistorisk aften i Hvalpsund Bogcafé, når Laust Torp Jensen 23. oktober kommer forbi og viser billeder og fortæller om livet i det lille samfund. Da Laust Torp Jensen for snart 20 år siden flyttede til Alstrup, var han nysgerrig efter at finde ud af, hvordan livet blev levet i Alstrup for 100 år siden. Hvordan så gårdene og husene ud? Hvad med kirken og skolen? Spørgsmålene var mange, og derfor talte Laust Torp Jensen med nogle af stedets ældre beboere. Han fik lov til at se i deres fotoalbummer - og til at affotografere nogle af de gamle billeder, som han nu viser frem i form af lysbilleder. Billederne giver et nuanceret indtryk af livet, som det blev levet i det lille stråtækte landbosamfund ved kanten af Limfjorden. En spændende aften venter i Hvalpsund Bogcafé, hvor alle er velkomne. Entre og kaffe koster 30 kroner, og arrangementet begynder klokken 20.00 i Multihuset.