Alt er gjort klar til landingen

Vejdirektoratet var på besøg i Ravnshøj, hvor englen fik en plads på bakketoppen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Selv om englen kommer til at stå tæt på byen, står englen alligevel i det åbne landskab. Dermed er skulpturen omfattet af naturbeskyttelsesloven. Det slog Mogens Ricther fra Vejcenter Nord fast. foto: bent jakobsen

RAVNSHØJ:Englen kommer til Ravnshøj. Og den tre meter høje skulptur får lov til at stå på bakken lidt uden for byen, som det altid har været planlagt. Det er en realitet, efter Vejdirektoratet i går var på besøg i Ravnshøj. Dermed er alle tilfredse, og byens borgerforening kan igen begynde at se fremad. Dog forlangte Mogens Ricther, der er entreprisestyrer i Vejcenter Nord, at englen skal placeres cirka 10 meter længere mod øst. - Det er på grund af trafiksikkerheden. Englen vil være lidt mere skjult for de trafikanter, der nærmer sig byen vestfra. Dermed er der ikke chancer for, at bilisterne vil blive distraheret, siger Mogen Richter, der sammen med formanden for Ravnshøj Borgerforening, Jørgen Steengaard og John Haugaard - der er initiativtager til englen - tog en tur op på bakketoppen for at drøfte situationen. Jørgen Steengaard ser ingen problemer i at flytte englen 10 meter. Skulpturen står stadig på bakketoppen, og tidligere i forløbet har borgerforeningen endda talt om, at placere englen dér, hvor Vejdirektoratet nu siger, at den skal stå. - Vi er glade. Og det bliver kunstneren også, siger Jørgen Steengaard med et smil. Normalt er det kommunerne, der har ansvaret for at forvalte naturbeskyttelsesloven. Dog har Vejdirektoratet ansvaret for paragraf 21 i loven. Denne paragraf omhandler reklamer i det åbne land, og i første omgang fik borgereningen nej til at placere englen på højen i byens vestlige ende, fordi skulpturen ville være med til at gøre reklame for Ravnshøj. Men kan man sidestille reklame med kunst? Det mener Vejdirektoratet godt man kan i visse tilfælde, selv om der godt nok her er tale om en gråzone. Men der er slet ikke tale om reklame, slår Jørgen Steengaard fast. Der er tværtimod tale om skønhed til glæde for byens borgere. Mogens Richter koncentrerede sig dog ikke om reklamer i går. Som nævnt så han mere på trafiksikkerheden, og ved at flytte englen 10 meter, skulle alle problemer være løst. Det er Anne Marie Johansen fra Frederikshavn, der har skabt englen, og afsløringen foregår til april.

Breaking
Følg snestormens rasen live. Trafikken i hårdknude ved Aalborg
Luk