Alt er klar til museumsfusion

Kun et endeligt o.k. fra Kulturarvsstyrelsen mangler inden den politiske sagsbehandling

Museer 13. marts 2003 07:00

HADSUND: Kun et ja fra Kulturarvstyrelsen mangler, inden der kan sættes gang i den politiske sagsbehandling af planerne om at lade Hals Museum og Hadsund Egns Museum fusionere. Det fastslår museumsinspektør Henrik Gjøde Nielsen fra Hals Museum, efter at han og kollegaen på Hadsund Egns Museum, Lise Andersen, nu har færdiggjort det praktiske fodarbejde, der på de de to museer skal til, for at først Kulturarvstyrelsen og siden de to kommuners byråd kan sige god for den ønskede museumsfusion. - Vi står for at skulle aftale et møde med Kulturarvstyrelsen, og det er udelukkende deres mødekalender, der afgør, om vi skal nå at få det her på plads i denne måned, eller om det må skubbes. Vi er klar herfra, konstaterer Henrik Gjøde Nielsen, der samtidig er optimistisk med hensyn til den forestående tilbagemelding fra Kulturarvstyrelsen. - Min fornemmelse er, at det vil gå godt. Jeg kan ikke se, hvad der skulle kunne komme i vejen, siger han. Henrik Gjøde Nielsen fortæller i øvrigt i den forbindelse, at der med museumsfusionen vil blive tale om en overraskelse. Hvad det er, ønsker han imidlertid ikke på nuværende tidspunkt at afsløre. Mens vi venter på den afsløring, så er det imidlertid en kendsgerning, at Hals Museum og Hadsund Egns Museum er klar til at indlede det nye samarbejde, som på trods af den geografiske afstand vil være til fordel for dem begge økonomisk set. Hals Museum vil således ved fusionen endelig få del i de statsstøttekroner, som museet nu i form af en statsanerkendelse har været på udkig efter i en årrække, og for Hadsund Egns Museum betyder fusionen, at den nuværende statsanerkendelse kan bibeholdes.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...