EMNER

Alt er klar til weekendens store loppemarked

Flere end 10.000 effekter kan købes ved Skagen FDF's hus for enden af Ankermedet

SKAGEN:Så er det for alvor ved at være forår, og et sikkert tegn er loppemarkederne hos FDF i først Skagen og siden Aalbæk. De finder sted de to kommende weekender med skagboerne først nu på lørdag og søndag. Store og små FDF'ere har i flere dage været i fuld gang med at indsamle de mange "lopper" - effekter - som skagboerne gerne vil af med, og som FDF'erne gerne vil sælge til de mange mennesker, der i weekenden gerne vil gøre et godt køb. - Lørdag kørte vi til klokken 23, men vi nåede slet ikke at blive færdig, så søndagen kørte vi blandt andet på Frejasvej og Odinsvej, fortæller en af de frivllige ledere, Niels Chr. Larsen, der sammen med store og små knoklede for at hente effekter til weekendens loppemarked. Det er et kæmpe arbejde at få indsamlet og transporteret de tusindvis af effekter til pladsen ved FDF-huset for enden af Ankermedet. Og nå effekterne først er på pladsen, skal de sorteres og placeres i de rigtige telte. Der er flere end 10.000 effekter under teltdugene. Loppemarkedet åbner lørdag klokken 11 og lukker igen klokken 17. Søndag er åbningstiderne 10-15, og det er en god ide at komme tidligt, hvis man vil sikre sig de bedste effekter. Der er alt mellem himmel og jord, og der er også salg af mad og drikkevarer ved folkefesten.