Alt for dårlige forhold i fritidsordninger

BØRN:I forlængelse af udsendelsen på DR "Når mor og far er på arbejde" vil jeg som pædagog og politiker på det kraftigste opfordre de siddende og kommede politikere til at tage de problemstillinger, som udsendelsen på bedste vis belyste alvorlig. Det er vigtigt, at der nu bliver sat fokus på børn og unges vilkår. Især børn og unges fritid er meget underprioriteret. Udsendelse udstillede Skole-fritidsordningerne (SFO) som en arbejdsplads med et alt for højt støjniveau, et sted, hvor personalet konstant er presset, alt for store institutioner med alt for mange børn og et sted med alt for få personale. Altså en beskrivelse af et dårligt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, ikke kun for det pædagogiske personale, men i så sandelig høj grad for vores børn. I løbet af de senere år er der kommet næsten 70.000 flere børn ind i daginstitutionerne, uden at der er sat mere plads eller personale af til børnene. Det har selvfølgelig fået uoverskuelige konsekvenser for det pædagogiske personale, da de er udsat for et stadig større pres, hvilket betyder en større risiko for at udvikle stress og et forværret psykiske arbejdsmiljø. Hvordan skal skal man som pædagog med blot en lille smule faglig stolthed kunne leve op til de forskelliges kommuners målsætninger om rumlighed, plads til det enkelte barn, ja, selv til små pædagogiske forløb osv. når personale er reduceret til en slags vogtere, der bare skal holde opsyn med børnene uden nogen som helst faglighed? Udsendelsen konkluderede, at resultatetet ender i ustimulerede og ensomme børn. Jeg vil gå så vidt at kalde det overgreb og omsorgssvigt fra samfundets side. Det er på tide, at der sættes fokus på dette område. Det er på tide, at der kommer en debat i gang om det hensigtsmæssige i at lade alt for få pædagoger passe alt for mange børn. Det er også på tide at diskutere SFO'en som et pædagogisk tilbud for vores børn. Er SFO'en placeret rigtig, som en til tider underprioriteret del af skolen? Set fra et pædagogiske synvinkel burde man ikke vende tilbage til fritidshjemmet? Siden de første skolefritidsordninger blev oprettet i 1984, for at afbøde en stor mangel på fritidshjem er der kommet så stor pres på, da alle skolesøgende børn manglede pasning efter skoletid. Det er billigere for kommunen at drive SFO'er end et fritidshjem, fordi der ikke er noget loft over, hvor meget forældrene skal betale. Der er stort set ingen ventelister til SFO'en, da man bare fra kommunernes side har proppet flere og flere børn ind til trods for, at pladsen ikke er blevet væsentligt større. Der er heller ikke ansat flere tilsvarende personaler. Et stort problem er, at der ikke er tilknyttet en lovgivning på området, men blot en vejledning, som endda kun henstiller til at denne følges. Kommuner har frit slag og kan næsten gøre, hvad de lyster. Der stilles ingen krav om normering, som får den følge, at den enkelte kommune selv kan bestemme niveauet for mange ansatte man ønkser pr. barn. Der er ingen krav til lokaler, hvilket har betydet dårlige fysiske rammer, hvor mulighederne for udfoldelse og for pædagogiske tiltag er mindre. Da der ikke er noget loft over, hvor stor en del af driftsudgifterne forældrene skal betale, kan det betyde, at man som forældre komme til at betale en alt for høj pris set i forhold til, hvad man får for sine penge. Endelig kan der sættes spørgsmåtegn ved tanken om helhedsskolen, da SFO"en kan "tage" børnenes "frie tid" ved at koble fritiden fysisk sammen med skolen i skolens rammer, altså en kobling af skolen og fritid, hvilket mange børn ikke kan profittere af, da børns fritd også nemt bliver skemalagt, hvilket man fra alt for få personalers side ofte er nødt til, ellers kan en hverdag ikke hænge sammen Der påhviler kommuneren et stort ansvar om at højne kvaliteten i de forskellige SFO'er. I fremtiden forventer man flere børn i skole, og derfor også flere børn i SFO'en. Det er vigtigt, at forældrene kommer på banen, for deres børns skyld og presser politikerene til at tage dette problem alvorligt.