Lokalpolitik

Alt for gammel?

60+:Jeg er for gammel! Alt for gammel! Jeg er langt over 60, men har glædet mig over kunsten, siden jeg var barn (da var jeg nok for ung eller var jeg?)! Aldrig – aldrig - har jeg læst så meget vrøvl vedr. kunst og alder som i dagens avis, NORDJYSKE, tusind tak, her overgår I jer selv, selvfølgelig i nært samarbejde med Aalborg byråd, navnet Kunsten, med medfølgende debat var på byrådsmøde mandag 26.1. 2009! En utrolig tyndbenet debat, dog ikke med nedsættende meninger om alderskriterier i al almindelighed! Nordjyllands Kunstmuseums venneforening, nej, nu er det nok Kunstens venneforening, skal den også nedlægges på grund af gennemsnitsalderen. Der er de da alt, alt for gamle! Jeg spørger bare: Hvem er det, byrådet håber på skal bære fremtidens kunstmuseum, Kunsten? Er det os gamle, der skal på Nordkraft eller Tusindfryd? Og er det de unge, der skal på Kunsten? Tænk, er det virkelig NORDJYSKE Mediers mening om kunst, at vi Nordjyllands borgere skal pakke sammen, når vi er 60? Det er åbenbart også byrådets mening? Det må da være den gode, gamle ældrebyrde, byrådet har taget op af kommoden! Det må da være en fejl - eller er det? Hvis ikke, kan jeg godt forstå avisdøden. Hvis det er indholdet af, hvad vi (altså en tredjedel af den danske befolkning) skal acceptere, når vi er 60 og alt, alt for gammel! I Aalborg/Nordjylland kan vi da ikke bruges til noget, når vi er 60 +. Hurra, så er det da toppen af kunsten! Svar: Skyd ikke på budbringeren! NORDJYSKE Stiftstidendes artikler har alene beskrevet beslutningen og begrundelsen, uden at der er taget stilling. Men læs i øvrigt dagens lederartikel. Redaktionen