Sulsted

Alt for lille sejr

Serie 1, pulje 3 Sulsted - Hirtshals 2-0 (1-0) Mål: 1-0 Casper Andreasen, 2-0 Peter Larsen SULSTED: Med årets hidtil bedste indsats vandt Sulsted en fortjent men alt for lille sejr over Hirtshals. Den flotte bane samt den rette indstilling hos hjemmeholdet inviterede til flot spil og det var lige hvad Sulsted-spillerne præsterede fra start til slut ovenpå nederlag i de to foregående kampe. Gæsterne var reelt kun med til den første scoring i det 10. minut, hvor Casper Andreasen flot sparkede bolden i mål fra kanten af feltet. Forinden havde Hirtshals i det femte minut haft en kæmpechance på et hovedstød, men det blev stort set også eneste gang, der var fare på færde foran hjemmeholdets mål. Resten af første halvleg tilhørte således Sulsted og det burde være blevet til flere mål efter meget store chancer til blandt andet Carsten Frederiksen og Nikolaj Sørensen. For hjemmeholdets træner Jan Pedersen, der naturligvis var yderst tilfreds med sit hold efter kampen, gjaldt det om at holde niveauet i anden halvleg. Det lykkedes også, da Hirtshals ikke blev lukket ind i kampen, men modsat brændte Tommy Hansen, Carsten Frederiksen og Casper Andreasen mindst seks hundrede procents chancer, inden Peter Larsen i det 88. minut slog den fortjente sejr fast på en ripost efter et frispark. Dermed slap hjemmeholdet retfærdigvis for, at gæsterne var løbet med det ene point efter en tilfældig løs chance. mølbæk