Virksomhedsøkonomi

Alt for lille spil om priserne på lån

Bodil Nyboe Andersen skosede realkreditbranchen for manglende konkurrence

KØBENHAVN:Realkreditsektoren modtog en slet skjult røffel om manglende priskonkurrence fra uventet kant, da branchen torsdag holdt årsmøde på Axelborg i hjertet af København. Nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen roste i sin tale sektoren for at konkurrere på livet løs om at lancere nye produkter. Men når det kommer til prisen, er konkurrencen anderledes fraværende. - Der er stor konkurrence mellem institutterne om at komme først med nye produkter for herigennem at vinde markedsandele. Det eneste, der tilsyneladende ikke konkurreres på, er bidragssatserne for lån til ejerboliger og sommerhuse, sagde hun fra talerstolen. Bidraget er realkreditinstitutternes pris for et realkreditlån og beregnes som en procentdel af lånets restgæld. Bidraget går blandt andet til at dække administrationsomkostninger og overskud til virksomheden. Konkurrencemyndighederne pålagde i 2003 Nykredit at sænke bidragssatsen i forbindelse med købet af Totalkredit. Bortset fra det, er bidragsprocenten ikke blevet ændret siden 1996. I samme periode er huspriserne steget, og dermed er indtægterne derfra vokset i kroner og øre. /ritzau/