Alt for mange fattige

Her i denne søde juletid tør man sig ret fornøje. Sådan begynder en gammel julesalme. Det er nu ikke alle, der har hverken råd eller muligheder for at denne tid er fornøjelig.

Forleden aften var der i TV-Avisen et indslag om fattigdom i Danmark. Ja, du læste rigtig fattigdom i Danmark. 59.000 børn lever under grænsen for, hvad der betegnes som fattigdom. Danmark er et af de rigeste lande i verden. Hvad bruger vi denne rigdom til? Det er da desværre ikke til at hjælpe de dårligst stillede i dette land, for det kan da ikke passe, at vi overhovedet skal have nogen, der lever under denne grænse. Kære politikere, hvordan tror I, det er at være barn sådan et hjem, et hjem med måske kun en forælder, der ikke kan købe julegaver til børnene, ikke kan sende sit barn med kammeraterne i biografen, ikke rejse på ferie bare en enkelt uge i sommerhus eller Fårup Sommerland, ja, det er ikke der helt store, der skal til for, at der vil være en gnist at glæde i sådan et hjem. Der er måske heller ikke råd til en rigtig god juleand, og hvad der eller hører til, når der skal fejres jul. Tænk at disse børn heller ikke gå til sportsaktiviteter. Måske kan de heller ikke have kammerater med hjem. Jeg kan blive ved og ved. Nu må al den snak om skattelettelser til dem, der giver topskat, forstumme. Man kan da ikke fortsat mene, at der skal være skattelettelser til dem, der har meget, og så være vidende om, at der er 59.000 fattige børn i Danmark. Desværre ikke kun børnene er fattige. De, som modtager kontanthjælp, har heller ikke for meget at rutte med. Pensionisterne i dagens Danmark halter langt bagud. Jeg hørte forleden om en gammel dame på plejehjem, der ikke havde råd til at give julegaver til børnebørnene eller til at købe sig en ny julekjole. Så danske politikere, nu må der virkelig gøres noget, der skal flere penge til alle disse børn, der skal flere penge til pensionisterne, for ellers vil de sakke langt bagud i de nærmeste år. Og har I da slet ikke tænk på, at hvis pensionisterne og andre lavtlønnede fik en klækkelig forhøjelse, vil pengene blive brugt på dagligvarer, mens dem der efter jeres mening skal have skattelettelser i toppen, overhovedet ikke nå at bruge disse mange kroner. Se nu af at få gjort noget ved disse problemer, så vi alle kan sige, at vi bor i et dejligt land, med gode kår for alle.