Alt for mange fattige

STARTHJÆLP:81 kroner om dagen til fire mennesker. Det er, hvad en gennemsnitlig familie på fire med to børn har at købe mad for hver dag, hvis de er på starthjælp. 81 kroner er under halvdelen af det beløb, som Forbrugerstyrelsen tilbage i 2005 mente, var et rimeligt beløb til dagligt madforbrug for en almindelig familie. Siden er priserne på fødevarer steget voldsomt – noget vi alle mærker, når vi er ude at handle ind. 81 kroner, der skal dække 12 måltider om dagen. Det er en kuvertpris på 6,75. Det levner meget lidt plads til andet end skrabede rugbrødsmadder, og en gang spaghetti, hvor kød er en sjælden gæst. For slet ikke at tale om, hvor umuligt det er, at få råd til et æble eller et stykke agurk. Fødevarer, der er livsnødvendige for vores helbred. I disse decemberdage er aviserne igen fulde af fortællinger om, at der aldrig har været så stor efterspørgsel efter julekurve fra private velgørende institutioner, som i år. Sådan lød det sidste år og forrige år og…. Fattigdommen stiger altså år for år så meget, at flere og flere finder det er nødvendigt at sikre sig julemad via Frelsens Hær - Røde Kors m.fl. 59.000 børn lever i Danmark i det, der kaldes relativ fattigdom. Det er ikke til at fatte, at der skal være så ringe vilkår i et samfund, der er så rigt som vores. Dette er et af resultaterne af regeringens parløb med Dansk Folkeparti. Jeg synes det er skammeligt. Starthjælpen og kontanthjælpsloftet fastholder folk i arbejdsløshed og fattigdom. Vi ved, at 86 pct. af de mennesker, der kommer på starthjælp ikke kommer videre. Oven i de ringe fremtidsudsigter vælger det danske samfund så at straffe yderligere i en liberal tro på, at pisk er bedre end gulerod. Regeringens skattenedsættelser hjælper heller ikke disse borgere. Frem for at uddele skattelettelser, som enhver økonom advarer imod i den nuværende situation med finanskrise m.m., skulle man hellere fjerne kontanthjælpsloftet og give pensionstillægget et ordentligt løft. Det vil nemlig øjeblikkeligt resultere i et øget forbrug - skattelettelserne vil derimod medføre øget opsparing nu, hvor enhver frygter for husprisernes katastrofekurs og fremtiden på arbejdsmarkedet, og således ikke medvirke til en øget indenlandsk efterspørgsel, så der kan komme gang i hjulene igen.