EMNER

Alt for mange usandheder

Ud fra devisen ”Hvis det er fakta, så benægter A fakta” (som ikke er et citat fra Knud Kristensen) kommer en række radikale nordjyder her i NORDJYSKE med noget, der ligner et koordineret angreb på Venstre. Det sker på baggrund af en kronik (13.4.), skrevet af en af Nordjyllands mest respekterede Venstre-mænd. Ja, Leon Sebbelin (19.4.) får endda nærmest gjort de unge konservative fra 30’erne med skrårem til venstrefolk. Men lad gå med det, det kan alle vist se er en fejl. Jørgen Harder er endnu længere ude på overdrevet, når han (19.4.) skriver, at vendepunktet kom ved I.C. Christensens fald. Nu blev I.C. nu ikke afløst af en radikal, men derimod en af de mest respekterede statsministre i danmarkshistorien, nemlig Niels Neergård. Det var Neergård, der i 1920 bød sønderjyderne velkommen hjem. Og gav de danske, der ikke kom med hjem ved afstemningen samme år løftet: ”I skal ikke blive glemt.” De Radikales had mod I.C. Christensen var dog ikke større, end at man godt kunne bruge ham som minister under 1. verdenskrig. Jørgen Harder fortsætter sine angreb: I 30’erne kæmpede Venstre forgæves imod velfærdsstaten. Også her er han på vildspor. Det var Venstre-mændene Oluf Krag og Madsen-Mygdal, der i 1933 forhandlede det såkaldte ”Kanslergade-forlig” på plads med Stauning. Et forlig, der lagde grunden til mange socialreformer. Det var om dette, Stauning sagde de berømte ord, ”Vi har ofret nogle principper, men reddet landet”. Samme Madsen-Mygdal beskyldes af Rasmus Valbjørn for bl.a. at tryne arbejderne under krigen. Det kan nu ikke være meget. Han trak sig som formand i 1941 og døde kort efter. Det er rigtigt, at ikke ret mange politikere havde stor ære af deres optræden under besættelsen. (heriblandt også Venstre-folk) Mest berømt/berygtet er vel citatet fra den radikale udenrigs- og statsminister Erik Scavenius Om ”de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring” En af de få politikere, der kom igennem de ”fem forbandede år” med æren i behold, den senere statsminister Knud Kristensen, får også en tur i Jørgen Harders vridemaskine. Han måtte ifølge Harder forlade partiet efter krigen. Dette er helt forkert. Knud Kristensen blev ikke tvunget ud af Venstre. Han blev tværtimod, efter at de Radikale havde væltet ham som statsminister i 1947, udnævnt til æresmedlem af Venstre. Han meldte sig derimod selv ud af partiet i 1953, fordi han var uenig i revisionen af grundloven. Det var her han opfordrede til ”at stemme nej til hele molevitten” Venstres farvel til Thorkil Kristensen er heller ikke korrekt gengivet. ”Thorkil Livrem” forlod ikke Venstre i 1953, men først mange år senere. At han ifølge de radikale nordjyder var et nummer for liberal, harmonerer ikke helt med at han faktisk var en meget respekteret finansminister, både under Knud Kristensen og Erik Eriksen. Sådan kunne vi blive ved, men det må dog være vigtigt, at når vi tager en god politisk dyst, så holder vi os bare nogenlunde til fakta. Jeg startede dette Synspunkt med at skose de Radikale. Jeg vil gerne slutte af med et par rosende ord. De Radikale brød ud fra Venstre i 1905 på grund af forsvarspolitik og modstand mod kongehuset. Her godt 100 år efter kan vi vel snart ikke finde mere royale mennesker end de Radikale. Samtidig har vi oplevet en Radikal udenrigsminister være med til at sende bombefly på vingerne. Vi kan sige som Knud Kristensen ”A sæjer walbekom” [ Peder Christensen, Hjedsbækvej 309, Suldrup, er byrådsmedlem (V) i Støvring kommune og medlem sammenlægningsudvalget i Rebild Kommune.