Alt for snævert at snakke pornofiltre

Det handler om opdragelse, for nettet rummer mange andre farer

AALBORG:- Vi kan godt leve med filtre på de pc'er, der står på børnebiblioteker - hvis man tydeligt gør opmærksom på, at der er monteret filtre. Men vi er helt anderledes betænkelige, når det gælder voksenbiblioteker. Voksne mennesker bør selv kunne skelne. Som direktør i Danmarks Biblioteksforening har Winnie Vitzansky spillet en central rolle i diskussionen om pornofiltre eller ej på landets folkebiblioteker. Det var således foreningen, der i efteråret fik iværksat en undersøgelse af internetfiltre på Danmarks Biblioteksskole. Men Winnie Vitzansky mener, at diskussionen om filtrene ofte er blevet alt for snæver. I virkeligheden handler det om, hvordan forældre opdrager deres børn i en tid med adgang til uendeligt mange informationer af alle slags: - I gamle dage lærte vi vores børn, at de ikke måtte følge med manden nede på bænken, der gav dem bolcher. I dag skal vi opdrage børnene til at lære at skelne - ikke alt det, der står på nettet, er rigtigt. Ved at fokusere kraftigt på porno risikerer politikere og forældre at falde i to grøfter, mener hun. På den ene side kan filtre give en falsk tryghed, så bibliotekarer og forældre ikke er opmærksomme på, hvad børn gør - og på den anden side rummer internettet mange andre farer end porno: - Der er store mængder af vold, holocaust-benægtelse og meget andet på nettet, som ingen filtre alligevel kan stoppe. Derfor er det så vigtigt, at forældre opdrager deres børn, for man kan ikke lægge ansvaret over på andre. Men bibliotekerne kan hjælpe med, siger Winnie Vitsansky. En oplagt vej frem er at opstille regler for adfærd på nettet, som mange biblioteker, også Nordjyllands Landsbibliotek, har gjort. Det indebærer, at personalet på bibliotekerne griber ind, når de opdager, at nogle brugere overtræder reglerne. - Specielt børneporno vil filtre næppe kunne stoppe alligevel, for det er ofte så godt skjult, at det går igennem, mener hun. Winnie Vitsansky kender til mindst et tilfælde, hvor en pædofil har brugt en computer på et offentligt bibliotek til at se børneporno. Han blev anmeldt til politiet og siden straffet: - Kriminelle ting må ikke foregå i det offentlige rum, naturligvis, understreger hun.