Alt fra lange negle til gammel ost

Messecentret i Aars er ramme om efterårs- og helsemesse i denne weekend

Grethe Beck Jensen fra "Forever" ordnede Inge Jensens fødder på efterårs- og helsemessen i Kultur- og Messecenter Aars i går. Messen fortsætter i dag.Foto: Henrik Bo

Grethe Beck Jensen fra "Forever" ordnede Inge Jensens fødder på efterårs- og helsemessen i Kultur- og Messecenter Aars i går. Messen fortsætter i dag.Foto: Henrik Bo

AARS:Hvad med et sæt nye lange negle i gele, et førstehjælpskursus, en vellageret ost eller en omgang healing? Tilbud er der nok af på den efterårs- og helsemesse i Kultur- og Messecenteret i Aars, der kører hele weekenden. Der er ikke færre end ca. 70 stande at gøre godt med på årets messe, der er en kombination af en traditionel forbrugermesse og en helsemesse, som også indeholder hele 22 foredrag. Et af foredragene er lagt i hænderne på Lars Mygind, der angiveligt er Danmarks førende indenfor tankefeltterapi og emotionel frihedsteknik. Førstehjælp En af dem, der har indfundet sig på messen for at være med til at inspirere det vesthimmerlandske messepublikum er instruktør Olau Holtvind fra Røde Kors i Vesthimmerland. - Jeg synes messen er en god mulighed for at sælge budskabet til folk om, at de skal se at få taget sig et førstehjælpskursus. - I Danmark er der kun omkring 10 procent af befolkningen, som har førstehjælpskursus, mens tallet i f.eks. Norge og Sverige er helt oppe på 70-80 procent, lyder det fra Olau Holtvind, der har taget to prøvedukker med på standen, hvor man kan forsøge sig. Sidste år var der næsten 2000 gæster på messen. Hvor mange, der kommer i år ved man først søndag aften, når der lukkes ned. Men en af dem, der var dukket op lørdag var Annette Nielsen fra Nibe. Hun havde sat sig godt til rette hos Junie W. Svendsen, som driver hudpleje-klinikken Manifik i Aars. Annette Nielsen fik sig en omgang fransk manicure - hvilket på dansk vil sige en pæn hvid naturnegl med hvid kant, som Junie W. Svendsen forklarede det. Et andet sted i messehallerne - på standen Forever - ordnede Grete Beck Andersen fødder på Inge Jensen fra Løgstør. - Det er da yderst behagelig, det her, lød det fra Inge Jensen, som tydeligt nød at få fødderne masseret. Direktør Thomas Hermann fra Kultur og Messecenter i Aars siger, at messen skal ses i det lys, at danskerne bliver mere og mere interesserede i sundhed, velvære og sunde produkter. - Vi mærker tydeligt en stigende interesse for området, siger Thomas Hermann.